Rapport om gennemførelse i dansk ret af ændringsprotokollerne af ...

Arbejdsgruppen foreslår, at der indsættes en tilsvarende bestemmelse i atomskadeerstatningsloven.
Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 26.
Arbejdsgruppen har endvidere set på, om reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål
kunne udgøre en tilstrækkelig gennemførelse af ændringsprotokollens artikel 13, litra g, nr. i. I medfør
af retsplejelovens § 254 a kan ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer behandles
under et gruppesøgsmål. Som grupperepræsentant kan udpeges et medlem af gruppen, en forening,
privat institution eller anden sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af
sammenslutningens formål, eller en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det, jf. retsplejelovens
§ 254 c. Ændringsprotokollens artikel 13, litra g, nr. i, forudsætter, at en stat skal kunne
repræsentere sine statsborgere. Udenlandske stater vil ikke umiddelbart i medfør af gruppesøgsmålsreglerne
kunne møde som grupperepræsentant i et søgsmål omfattet af atomskadeerstatningsloven.
Derudover er det kun ensartede krav, der kan behandles under et gruppesøgsmål. Sager vedrørende
erstatning i medfør af atomskadeerstatningsloven vil omhandle flere forskellige skadestyper, og der
vil derfor ikke være tale om ensartede krav. Reglerne om gruppesøgsmål kan derfor ikke umiddelbart
anvendes til gennemførelse af ændringsprotokollens artikel 13, litra g, nr. i.
For så vidt angår kravet om, at enhver skal kunne anlægge sag vedrørende krav erhvervet ved subrogation
eller overdragelse, foreslår arbejdsgruppen ingen lovændringer. Ændringsprotokollen til Pariskonventionen
berører ikke spørgsmålet om, hvordan et krav kan erhverves ved subrogation eller
overdragelse. Dette er således overladt til national ret. Det vil afhænge af grundlaget for subrogation
eller overdragelse, om erhververen indtræder i skadelidtes sted og dermed kan anlægge sag.
7.6. Værneting og lovvalg
Reglerne om det internationale værneting for skadelidtes erstatningskrav ændres ikke. Det præciseres
dog, at en kontraherende stat også er rette værneting, hvis en nuklear ulykke sker inden for statens
”eksklusive økonomiske zone”, jf. ændringsprotokollen til Pariskonventionen artikel 13, litra b.
Af artikel 13, litra h, i ændringsprotokollen til Pariskonventionen fremgår, at kun én national domstol
skal have kompetence til at påkende sager i forbindelse med en given nuklear ulykke, idet kriterierne
for udvælgelsen af denne domstol fastlægges i den pågældende stats nationale lov.
Efter ændringsprotokollen til Pariskonventionen artikel 7, litra j, forpligtes de kontraherende stater
til at sikre, at skadelidte kan gøre retten til erstatning gældende uden at skulle anlægge flere forskellige
søgsmål under hensyn til oprindelsen af de midler, kravet opfyldes med. Endvidere skal det sikres,
at kompetencen til at træffe afgørelse i erstatningstvisten er henlagt til en enkelt domstol. Først-
63