Rapport om gennemførelse i dansk ret af ændringsprotokollerne af ...

dommen om forurening af et vandløb i UfR 1988.878 V, der er omtalt ovenfor under de
almindelige bemærkninger, afsnit 3.5. I et sådant og andre tilsvarende tilfælde vil private
organisationer imidlertid kunne kræve erstatning efter bestemmelsen.
I det omfang, miljømyndighederne efter reglerne i miljøbeskyttelseslovgivningen har
ret eller pligt til at foretage afværgeforanstaltninger eller genopretning af miljøet, jf.
herved miljøbeskyttelsesloven §§ 69-70, vil omkostningerne hertil ligeledes kunne erstattes
efter bestemmelsen.
Bestemmelsen indebærer ikke, at omkostningerne til afværgelse eller forebyggelse af
skader efter nr. 1-3 eller til genopretning af miljøet skal være afholdt. Er omkostningerne
ikke afholdt, forudsætter bestemmelsen dog, at den erstatningsansvarlige kan nægte
at udbetale noget beløb, før der er ført et tilstrækkeligt bevis for, at beløbet vil blive anvendt
til foretagelse af rimelige afværgeforanstaltninger eller til genopretning af miljøet.
Forslagets § 2 svarer til § 2 i lovudkastet fra Miljøerstatningsudvalget. Der henvises til
betænkningen, s. 56-65, s. 142-146 og s. 172-176, og til afsnit 5.3. ovenfor i de almindelige
bemærkninger.”
Miljøskadeerstatningsloven bygger på betænkning 1237/1992 om erstatning for miljøskader, som
blev afgivet af et udvalg under Justitsministeriet. Udvalget havde foreslået en bestemmelse svarende
til den gældende § 2 i miljøskadeerstatningsloven. Udvalgets lovudkast indeholdt imidlertid yderligere
bemærkninger til § 2, nr. 3, jf. betænkningen s. 173-174. Ud over de bemærkninger, der er medtaget
i lovens forarbejder til § 2, nr. 3, havde udvalget anført følgende:
”Det spiller herved navnlig en rolle at afklare i hvilket omfang der kan kræves erstatning
for afledte næringstab eller for følgeskader af en miljøforurening.
Som et illustrerende eksempel kan nævnes spørgsmålet om, hvem der kan kræve erstatning
for det tab, der lides ved, at en badestrand bliver forurenet. Efter den gældende
retstilstand er der ikke tvivl om, at f.eks. ejeren af badestranden vil kunne kræve erstatning
for det tab, som forureningen har forårsaget […]. Det kan endvidere ikke udelukkes,
at det hotel, som ikke ejer, men er oprettet ved badestranden, og som mister sine
gæster på grund af forureningen af stranden, efter omstændighederne vil kunne kræve
erstatning for det økonomiske tab, som lides herved. Derimod kan det næppe antages, at
den gældende retstilstand giver de ansatte på hotellet, der mister deres arbejde, fordi hotellet
må lukke på grund af forureningen, eller de mennesker, der bor på hotellet, ret til
at kræve erstatning for deres indkomsttab. Heller ikke hotellets kreditorer, der lider et
økonomisk tab ved, at hotellet må lukke på grund af forureningen, kan kræve erstatning
af forureneren.
Ligesom ved følgeskader af strømafbrydelser […], kan det imidlertid give anledning til
tvivl at fastlægge nærmere, ud fra hvilke kriterier afgrænsningen af den erstatningsretligt
beskyttede personkreds vedrørende følgeskader af en miljøforurening skal foretages.
I det omfang der i retspraksis eventuelt sker en udvidelse af den erstatningsberettigede
personkreds, vil flere personer derfor kunne få erstatning efter bestemmelsen.”
49