Rapport om gennemførelse i dansk ret af ændringsprotokollerne af ...

Sagsanlæg vedrørende krav erhvervet ved subrogation eller overdragelse
Ændringsprotokollen til Pariskonventionen kræver, at enhver person skal kunne anlægge sag i medfør
af konventionen med henblik på at gøre krav gældende, der er erhvervet ved subrogation eller
overdragelse, jf. artikel 13, litra g, nr. ii.
Konventionen regulerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt et krav skal kunne subrogeres eller overdrages,
men alene spørgsmålet om, hvorvidt der kan anlægges sag for et krav erhvervet ved subrogation
eller overdragelse. I dansk ret er der ikke noget til hinder for at en person anlægger sag vedrørende
krav, som den pågældende har erhvervet ved subrogation eller overdragelse. Spørgsmålet om, hvorvidt
erhververen kan anlægge sag mod anlægsindehaveren vil efter dansk ret afhænge af om der er
sket subrogation eller overdragelse af kravet.
7.5.2. Arbejdsgruppens overvejelser
Regler om adgangen til at optræde som mandatar er ulovbestemte. Arbejdsgruppen har overvejet,
hvorvidt der bør indføres en lovregel om staters adgang til at optræde som mandatar for skadelidte.
Ændringsprotokollen til Pariskonventionen indeholder ikke krav om, at de kontraherende stater skal
udpege en kompetent myndighed til at behandle erstatningskrav fra skadelidte, som har pådraget sig
nuklear skade som følge af nuklear ulykke opstået i en anden konventionsstat. Det må imidlertid antages,
at det vil være en offentlig myndighed i den pågældende stat, som vil anlægge sag på vegne af
de skadelidte.
Spørgsmålet er herefter, om den offentlige myndighed kan siges at have en retlig interesse i udfaldet
af de skadelidtes sag.
Den offentlige myndighed som i givet fald vil anlægge sagen vil være hjemmehørende i en stat, som
også har tiltrådt Pariskonventionen og måske også Tillægskonventionen. De kontraherende stater må
antages at have interesse i, at f.eks. Danmark handler i overensstemmelse med konventionen f.eks.
ved opgørelse af erstatning til skadelidte. Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke, at de ulovbestemte
regler om mandatarer i alle tilfælde med sikkerhed vil være i overensstemmelse med ændringsprotokollen
til Pariskonventionen. Dette skyldes bl.a. den sparsomme praksis vedrørende mandatarer,
hvor det almindeligvis har været foreninger og organisationer, der har optrådt som mandatarer for
deres medlemmer.
Norge har i forbindelse med gennemførelsen af ændringsprotokollerne indsat en bestemmelse om
repræsentation på vegne af skadelidte mv. i lovens § 46, hvorefter ”en stat kan fremme krav om erstatning
for atomskade på vegne av egne statsborgere eller personer som er bosatt eller har ophold på
sit territorium, og som har samtykket i dette”.
62