Download hele bladet - SFI

de muligheder, der findes inden for Arbejdsformidlingens
ansvarsområde. Arbejdsformidlingens
sagsbehandlere på handicapområdet
(handicapkonsulenter) er imidlertid af den opfattelse,
at de kommunale sagsbehandlere ikke
altid er opmærksomme på samarbejdsmulighederne
og mulighederne i Arbejdsformidlingssystemet,
og at der er store forskelle i opmærksomheden
fra kommune til kommune, hvilket
det forholdsvis lave antal etablerede personlige
assistanceordninger også antyder. En af AF’s
handicapkonsulenter beskriver i det følgende
citat en høj personaleomsætning i kommunerne
som en af årsagerne til det manglende
samarbejde mellem AF og kommunerne:
Problemet det er, at der er meget stor udskiftning
og omdirigering af opgaver ude i kommunerne.
Så selvom jeg har været på en kommune og holde
et oplæg i en uge, så kan jeg godt risikere, at et
kvartal efter, så er det nogen andre sagsbehandlere,
der sidder der. Og hvis de så ikke kender til
lovgivningen, så går der selvfølgelig et stykke tid
inden jeg når derud.
En anden af Arbejdsformidlingens handicapkonsulenter
fremsætter en mere strukturelt orienteret
forklaring på, at det ikke i alle tilfælde lykkes
at etablere samarbejde mellem kommunerne og
Arbejdsformidlingens handicapkonsulenter:
Det er ikke sikkert, at det kun er noget med information,
tror jeg. Jeg tror også, det er noget med
strukturer. Altså, jeg tror, at det er et problem [...],
at der er en kommune, og der er en arbejdsformidling.
Hvis man sidder i en kommune, så har
man øje for de kommunale muligheder, og så kan
det være svært for en kommune at få øje på, at der
fi ndes altså også nogle muligheder i Arbejdsformidlingssystemet
på det her område.
En tredje handicapkonsulent vurderer , at det
vil være relevant at undersøge mulighederne
for en øget formalisering af samarbejdet mellem
kommuner og Arbejdsformidlingen i forbindelse
med en afklaring af beskæftigelsesmulighederne
for personer med handicap:
Men det, jeg synes står mest klart, det er, at hvis
man skal folde en problematik ordentligt ud omkring
en persons fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet,
så kunne det måske handle om, at der
skulle foregå en større grad af samarbejde. [...] Så
jeg mener, at den rigtige udfoldning bør være et
mere formaliseret samarbejde mellem de to sektorer
[kommuner og Arbejdsformidlingen].
Konsekvensen af et sådan manglende samarbejde
og manglende kommunal orientering mod mulighederne
i Arbejdsformidlingssyste met kan fx
være, at en person, der oplever vanskeligheder
med at varetage konkrete arbejdsfunktioner, tilkendes
et flexjob uden at mulighederne for at
etablere en personlig assistanceordning har været
inddraget i afklaringen af sagen, som et eventuelt
supplement eller alternativ til flexjob.
Ser vi på virksomhedernes opfattelse, efterlader
undersøgelsen et indtryk af, at de oftest opfatter
kommunerne som den relevante instans at rette
henvendelse til, når der opstår helbreds- eller
handicaprelaterede problemer hos en medarbejder.
Det indebærer, at en kommunal viden
om kompensationsmulighederne i Arbejdsformidlingen
er central for at kunne henvise til
de mest relevante kompensationsmuligheder.
En tillidsrepræsentant fra en privat virksomhed,
der i kraft af sit sociale engagement er i
kontakt med en del kommuner, har imidlertid
ikke erfaring med, at kommunerne aktivt
inddrager Arbejdsformidlingen i afklaringen af
kompensationsbehovet hos medarbejdere med
handicap:
Den der AF-model, jeg ved ikke hvorfor, men det
er jo ikke kun os, der ikke bruger den. Det er der
jo så at sige ikke nogen, der gør. [...] Hvis kommunerne
gik over og sagde, at det her det må AF
sgu’ blandes ind i, jamen, så tror jeg at man kunne
få et bredere samarbejde, og så er det jo kun en
ORGANISATORISKE BARRIERER FOR AT FÅ HANDICAPPEDE I BESKÆFTIGELSE
103