Download hele bladet - SFI

skal være fleksibelt over for varierende forudsætninger
og nye udviklingsbehov. Derfor bør
det ikke ske gennem regler “fra oven”, men derimod
gennem udviklingsarbejde “fra neden”.
Benchmarking
Der er over hele landet mange forskellige kommunale
nøgletalsklubber. Disse klubber er udviklet
over en årrække, fordi der både politisk
og administrativt er behov for at sammenligne
kommunernes resultater, udgifter og produktivitet.
Interessen for at lære af hinanden på tværs af
kommunegrænsen omfatter også sammenligninger
af udgifter og produktivitet. For de
folkevalgte er det afgørende, at man har disse
sammenligningsmuligheder. De skaber mulighed
for at sætte den lokale opgaveløsning i
et større perspektiv, og selv om man både har
ansvar og kendskab til indhold i den lokale opgaveløsning,
bør denne løbende sammenlignes
med tilrettelæggelsen i andre kommuner.
Svagheden med benchmarking og nøgletalsanalyser
er imidlertid, at man meget let kommer
til at sammenligne æbler og pærer. Det er
naturligvis nytteløst, og kan tværtimod bidrage
til, at relevant information afvises.
Derfor er det vigtigt, at der arbejdes seriøst med
at fjerne fejlkilder fra benchmark analyserne.
Det kan fx ske ved et tæt samarbejde mellem en
gruppe af kommuner, der dels har ligheder i forudsætningerne
og dels gør en indsats for at gøre
statistikkerne sammenlignelige. Odense kommune
har fx i en årrække samarbejdet med de
andre store kommuner Århus, Aalborg, Esbjerg,
Randers og København om nøgletal, der indgår
i benchmark analyser mellem kommunerne.
Med tiden er kvaliteten i disse nøgletal forøget
til et niveau, hvor der i kommunerne er politisk
vilje til at anvende benchmarkanalyserne som
en del af det politiske beslutningsgrundlag.
Mange andre kommunegrupper har et tilsvarende
samarbejde, og derfor spiller anvendelsen
af benchmarkanalyser og bedst practice en betydelig
rolle i de politiske beslutningsprocesser
i kommunerne.
Men benchmarkanalyser bør ikke føre til standardisering
og lighed. Kommunerne anvender
i høj grad analyserne til at sætte egne præstationer
i relief. Målet er ikke at ligge på gennemsnittet,
men derimod at vurdere, om effektivitet
og kvalitet er tilstrækkelig i forhold
til de lokale politiske mål.
I den landspolitiske og mediemæssige debat kan
der imidlertid være en uheldig tendens til, at
afvigelser fra et gennemsnit er et problem. Der
er ligeledes en tyrkertro på, at statslige løsninger
medfører øget lighed og ensartethed i løsningen.
Det er der på ingen måde sikkerhed
for. Det at man har et målesystem fordelt på
271 geografiske enheder skaber formodentlig
en højere homogenitet i opgaveløsningen, end
man ser i de statslige dekoncentrerede opgaver
som fx i AF-regionerne og i de statslige skatteregioner,
hvor statistikker for ressourceindsatsen
og effekten ikke er opdelt i samme finmaskede
geografiske net.
Konklusionen er derfor, at benchmark og best
praktice er et redskab, som alle kommuner bør
betjene sig af. Det skal vi ikke med henblik på
at standardisere, men derimod fordi redskabet
kan anvendes til at bedømme effektivitet og
kvalitet.
Velfærdsservice i forandring
Kommunernes arbejde med velfærdsopgaverne
er også påvirket af generelle samfundsmæssige
tendenser, der præger borgernes holdninger
og forventninger. Vi kommer ikke uden om,
at morgendagens borger forventer en offentlig
service, hvor der er mulighed for at tilpasse
de offentlige tilbud mere efter de individuelle
18
LOKALPOLITIKKEN SKAL PRÆGE SERVICEN – OG VI SKAL LÆRE AF HINANDEN