Download hele bladet - SFI

Der er en tendens
til, at aktivering har
de største beskæftigelseseffekter
i
de store kommuner
med over 100.000
indbyggere og
mindst i de mindste
kommuner med op
til 20.000 indbyggere.
af såkaldte kommunale beskæftigelsesprojekter.
Per 1.7.2003 er lovgrundlaget for den aktive
beskæftigelsesindsats ændret, så hovedredskaberne
nu er ”virksomhedspraktik” og ”løntilskud”
sammen med ”vejledning og opkvalificering”.
De evalueringer, der er foretaget af
indsatsens virkninger, er imidlertid alle foretaget
før januar 2002 og knytter sig således til den
tidligere lovgivning.
I perioden 1995-1999 blev omkring 30 pct. af
kontanthjælpsmodtagerne aktiveret i beskæftigelsesprojekter,
25 pct. i offentlig jobtræning, 14
pct. i privat jobtræning, 20 pct. i uddannelsesaktivering
og resten i andre typer af aktivering.
Denne fordeling varierer kun lidt med kommunestørrelse.
Den mest markante afvigelse er,
at kommuner med mellem 50.000 og 100.000
indbyggere i noget højere grad benytter sig af
privat jobtræning (21 pct.) (Graversen, 2004).
Sammenligning med andre analyser peger dog
på, at denne sammensætning ikke er konstant
over tiden (Beskæftigelsesministeriet, 2003).
Der er betydelig forskel på, hvor meget kommunerne
vælger at aktivere kontanthjælpsmodtagerne.
Blandt de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere
varierer andelen fra 20 til
80 pct. mellem kommuner inden for samme
amt. Forskellen kan ikke umiddelbart forklares
med forskelle i kommunestørrelse. En tilsvarende
variation finder man i kommunernes aktivering
af de langvarigt offentligt forsørgede.
For denne gruppe synes der at være en mindre
aktiveringsgrad i de større kommuner (Beskæftigelsesministeriet,
2003)
Fra Socialforskningsinstituttets kommuneundersøgelse
vedrørende de svagere kontanthjælpsmodtagere
ved vi, at der er indholdsmæssig
forskel i de tilbud, som de små og store kommuner
giver. Hovedparten af kommuner (ca.
3 ud af 4) kombinerer erhvervsrettede og socialt
orienterede indsatser for kontanthjælpsmodtagere
med sociale problemer. Men omkring
hver fjerde inddrager ikke virksomheder
i arbejdet med disse kontanthjælpsmodtagere.
Blandt disse kommuner er der en overvægt af
de mindre kommuner (Beskæftigelsesministeriet,
2003)
De 14 største kommuner skønner, at knapt 40
pct. af de svagere kontanthjælpsmodtagere deltager
i tilbud, der tager hånd om deres personlige
problemer, mens denne andel er på ca. 70
pct. i de øvrige kommuner. Der er ligeledes en
mindre andel af dem med fysiske helbredsproblemer,
der modtager særlige tilbud i den forbindelse
i de store kommuner.
Store kommuner synes til gengæld at have bedre
kapacitet til at planlægge og evaluere indsatsen.
Der er således en langt større andel af de store
kommuner, der fastsætter målbare mål (45 pct.
mod 12 pct.) og foretager en systematisk opfølgning
på målene (36 pct. mod 12 pct.). Til
gengæld anvender sagsbehandlerne ikke disse
opgørelser og evalueringer i større udstrækning
i de største kommuner.
Jobtræning i private virksomheder virker bedst
Socialforskningsinstituttet har målt effekterne
af kontanthjælpsmodtageres deltagelse i forskellige
aktiveringstyper ved at sammenligne,
i hvilket omfang deltagerne modtager overførselsindkomster
før og efter aktiveringsforløbet
(Graversen og Weise, 2001, Bach, 2002). Den
anvendte metode tager i nogen grad højde for
kontanthjælpsmodtagernes arbejdsmarkedsressourcer.
Omfanget af offentlig forsørgelse måles ved den
såkaldte overførselsgrad. Overførselsgraden er
den andel af en given periode, hvor en person
modtager offentlig forsørgelse, fx kontanthjælp,
arbejdsløshedsdagpenge, aktiveringsydelser, orlovsydelser,
sygedagpenge eller revalideringsydelser.
Værdien af overførselsgraden kan ligge
mellem 0 og 100. Hvis en person slet ikke
modtager offentlig forsørgelse i en periode, er
96
DEN KOMMUNALE BESKÆF TIG EL SESINDSATS – KAN DET GØRES BEDRE?