Download hele bladet - SFI

eskæftigelse. For det andet kan der være grupper
af sygemeldte, hvor revalidering har en positiv
beskæftigelseseffekt. Da den målte effekt i
gennemsnit er nul, betyder det samtidig, at der
også vil være sygemeldte, hvor revalidering har
en negativ effekt. Dette understøttes af Filges
(2001), som finder, at der er forskel på effekterne,
afhængigt af blandt andet alder, etnicitet,
uddannelsesbaggrund, og om revalidenderne
kommer fra kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge
eller sygedagpenge (hvor effekten er
mindst). Det tyder således på, at revalidering
virker for nogle persongrupper, men ikke for
andre. Når det gælder revalidering af sygemeldte,
synes der imidlertid at være brug for
mere viden om effekten for forskellige grupper
af sygemeldte og for forskellige former for revalidering.
En sådan viden vil kunne bruges til
at målrette indsatsen mod de rigtige personer
og til at anvende tiltag med størst virkning.
Tilpasning af arbejdsforholdene
kan måske hjælpe
Undersøgelsen af Høgelund, Filges og Jensen
(2003) peger på, at det måske vil være muligt at
fastholde flere sygemeldte på arbejdsmarkedet,
hvis man forbedrer mulighederne for at tilpasse
de sygemeldtes arbejdsforhold. Flere udenlandske
undersøgelser – der foreligger endnu ingen
danske – tyder på, at ændringer af sygemeldtes
arbejdsforhold forøger de sygemeldtes integration
på arbejdsmarkedet (Krause og Lund,
2003). Der kan fx være tale om tilpasninger af
sygemeldtes arbejdsforhold, fx ved nedsat arbejdstid,
nye arbejdsopgaver og arbejde, hvor
der tages særlige hensyn til den sygemeldtes
helbredsproblemer.
Selvom ca. halvdelen af de sygemeldte, som
kommer i arbejde igen, får ændret deres arbejdsforhold,
sker det tilsyneladende, uden at kommunen
er involveret i nævneværdigt omfang.
Som nævnt har kommunen kun været i kontakt
med arbejdsgiveren i 14 pct. af sygedagpengesagerne.
Hertil kommer, at tilskud til tilpasninger
og hjælpemidler kun anvendes i begrænset omfang.
Høgelund, Filges og Jensen (2003) finder,
at kommunen kun har ydet tilskud til arbejdsredskaber
i 1 pct. af sagerne og til hjælpemidler
i 1 pct.. En tidligere undersøgelse giver samme
resultat (Høgelund og Modvig, 1998). Den begrænsede
brug af tilskud tyder på, at arbejdsgiverne
ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på
mulighederne for at få tilskud og vejledning
om fastholdelse og integration af personer med
helbredsproblemer. Det er derfor muligt, at
flere sygemeldte vil kunne fastholdes i arbejde,
hvis arbejdsgiverne i højere grad bliver opmærksom
på disse muligheder. Tilskud og hjælp til
fastholdelse kunne gøre det mere attraktivt for
arbejdsgivere at fastholde den sygemeldte på
arbejdspladsen frem for at afskedige.
Vi mangler viden
Selvom konklusionen af undersøgelserne er, at
det vil være muligt at forøge fastholdelsen og
reducere sygefraværet yderligere, er der imidlertid
en række udfordringer, som skal overvindes.
En positiv virkning af en øget brug af tidlig opfølgningssamtale
forudsætter, at kommunerne
kan identificere de sager, hvor det er formålstjenligt.
Det vil således være spild af ressourcer,
at afholde tidlig opfølgningssamtale med
sygemeldte, som kommer i arbejde af sig selv.
Spørgsmålet er derfor, hvordan kommunerne
skal blive bedre til at identificere de sager, hvor
de skal sætte tidligt ind. Også når det gælder
revalidering mangler der viden. Hvilke tiltag
virker bedst, og for hvilke sygemeldte har revalidering
en negativ/positiv beskæftigelseseffekt?
Tilsvarende problemer gør sig gældende for en
øget tilpasning af sygemeldtes arbejdsforhold.
Virker sådanne tiltag i Danmark? Hvilke tiltag
virker bedst, og er virkningen afhængig af fx de
sygemeldte helbredsproblemer og arbejde? En
større viden om disse spørgsmål er nødvendig,
fordi samfundet (og kommunerne) ellers vil
bruge de knappe ressourcer uhensigtsmæssigt.
92
SYGEDAGPENGESAGER: HVAD GØR KOMMUNERNE OG VIRKER DET?