Download hele bladet - SFI

Selvom sygefraværet er lavt i Danmark, peger
den foreliggende viden med andre ord på, at
det vil være muligt at forøge fastholdelsen og
reducere sygefraværet yderligere. Resultaterne
vil blive uddybet i det følgende.
Kommunen: en vigtig brik
i et stort puslespil
En del af de personer, som bliver langvarigt
syge meldt, kommer ikke i arbejde igen. I Socialforskningsinstituttets
nye undersøgelse af personer,
som var sygemeldt i mere end 8 uger, blev
de sygemeldte interviewet i gennemsnit 18 måneder
efter første fraværsdag (Høgelund, Filges
og Jensen, 2003). På det tidspunkt var 62 pct.
i arbejde, mens de resterende modtog en eller
anden form for overførselsindkomst. Når man
skal prøve at forklare, hvorfor nogle af disse
langvarigt sygemeldte fastholdes, mens andre
udstødes, bliver det hurtigt svært, fordi så
mange aktører er involveret. Ud over den sygemeldte
drejer det sig om alment praktiserende
læger, speciallæger, hospitaler, revaliderings- og
uddannelsesinstitutioner, AF, A-kasser, den sygemeldtes
arbejdsgiver og andre arbejdsgivere,
hvor den sygemeldte eventuelt kan komme i
arbejde samt kommunen.
På trods af de mange forskellige aktører er det
danske system alligevel enkelt i den forstand, at
alle trådene samles i kommunen. Det er kommunen,
som udbetaler sygedagpengene, og som
i forbindelse med dagpengeopfølgningen har
ansvaret for, at den sygemeldte fastholdes på
arbejdsmarkedet. Det er også kommunen, som
administrerer andre ordninger, som kan komme
på tale i forbindelse med langvarigt sygefravær.
Hvis den sygemeldte ikke umiddelbart kan
komme tilbage i (ordinært) arbejde er det kommunen,
som visiterer til revalidering og fleksjob.
Og i tilfælde, hvor den sygemeldtes arbejdsevne
er så begrænset, at hverken ordinært arbejde eller
et fleksjob er muligt, er det kommunen, som
tilkender førtidspension.
Både social- og arbejdsmarkedspolitikken er i
løbet af 1990’erne blevet mere aktiv og rettet
mod beskæftigelse. Det gælder også sygefraværsområdet,
hvor kommunerne har fået et større
ansvar og øget tilskyndelse til at undgå passiv
forsørgelse. Fx blev kommunernes pligt til at
følge op på sygedagpengesager fremrykket i
1997 fra hver 13. uge til hver 8. uge. Det blev
også præciseret, at kommunerne skulle inddrage
blandt andet arbejdsgivere i opfølgningen, og at
kommunerne skulle udarbejde en opfølgningsplan
senest efter 6 måneders sygefravær. I løbet
af 90’erne blev de statslige refusionstakster også
ændret, så det blev dyrere for kommunerne at
tilkende førtidspension og billigere at iværksætte
aktive arbejdsmarkedsrettede tiltag som
revalidering og fleksjob. Kommunernes har med
andre ord fået en endnu mere central rolle i den
danske sygefraværspolitik.
Kommunernes sygedagpengeopfølgning
Kommunerne har pligt til at følge op på alle
sygedagpengesager inden for 8 uger efter første
fraværsdag og herefter mindst hver 8. uge. I
den forbindelse skal kommunen på grundlag af
lægelige oplysninger og socialfaglige oplysninger
om fx personlige ressourcer og tilknytning
til arbejdsmarkedet vurdere, hvad der skal ske
i sagen. Er der behov for lægelig behandling,
optræning, revalidering eller andre former for
hjælp? Formålet med kommunens indsats er,
at den sygemeldte bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Dagpengeopfølgningen skal ske i samarbejde
med den sygemeldte og andre relevante aktører
som fx egen læge, arbejdsgiver eller revalideringsinstitution.
Kommunerne skal lave opfølgningen
som en personlig samtale, når der
er fare for, at den sygemeldte mister tilknytningen
til arbejdsmarkedet. Hvis den sygemeldte
ikke er særlig syg og har udsigt til at komme
i arbejde igen uden hjælp, kan de nøjes med
SYGEDAGPENGESAGER: HVAD GØR KOMMUNERNE OG VIRKER DET?
87