- det vanskelige omsorgsarbejde - Socialstyrelsen

Mennesker med demens har ligesom alle andre mennesker forskellige behov for god personlig
hygiejne og påklædning. For nogle er der blot tale om noget, som skal overstås
uden for ’meget ståhej ’. For andre har både hygiejne, påklædning, cremer, parfumer og
sminke stor betydning for livskvaliteten.
Mange kvinder med demens vil stadig gerne have lagt make up, også til hverdag, og
måske have besøg af en kosmetolog, få manicure eller pedicure, til frisøren osv. Til daglig
brug kan personalet være behjælpelig med at anskaffe en kurv eller en beautyboks, hvor
make up, cremer, parfumer o.s.v. kan opbevares og tages frem og bruges under hyggelige
samværsformer. Den tid og interesse, som personalet investerer i samvær om påklædning,
personlig hygiejne, hårpleje m.v. styrker kommunikation og livskvalitet hos den demensramte.
Livshistorier
At arbejde med livshistorie kan have mange formål 1 . Oplevelser og erfaringer fra fortiden
har betydning for beboerens nutid. Arbejdet med livshistorier kan støtte beboerne i at
strukturere erindringer og få flere billeder frem og derved medvirke til at opbygge positiv
selvopfattelse, bevare oplevelser af identitet og udviklingen af selvfølelse.
Et grundigere kendskab til beboerens liv har betydning for personalet, som i højere grad
bliver i stand til at yde en individuel omsorg. Livshistorierne hjælper personalet med at
forstå beboeren. Derved bliver det nemmere at tale sammen, og personalet har bedre forudsætninger
for at forstå beboerens reaktioner og vaner.
At arbejde med livshistorier er en aktivitet, som fremmer personalets viden om livsformer
og historiske forhold, som ud over den personlige glæde, man kan have af det, også øger
kvaliteten af relationerne mellem personale og beboere og i forhold til pårørende.
Arbejdet med livshistorie er således en fælles aktivitet, et middel til viden om beboeren
og en grundlæggende holdning vedrørende relationer mellem mennesker. Men skal disse
tre sider af livshistoriearbejdet have nogen reel mulighed for at leve, skal livshistorie ikke
være afgrænsede projekter, der udføres én gang for hvor beboer. Det skal snarere være en
samværsform, som kendetegner dagligdagen.
‘Livshistorie-arbejdet fordrer, at der er en ægte interesse og respekt for den anden part, og
at man arbejder sig hen imod en gensidighed i udvekslingen af erindringer og baggrund,
som tager udgangspunkt i en ligeværdig kommunikation’. (Clausen og Lauritzen, 1997).
Personalet må gøre sig en række overvejelser, før de vælger metode til livshistoriearbejdet.
Udgangspunktet er spørgsmålet om, hvordan der kan etableres en relation mellem
beboeren og medarbejderen, som bygger på nærhed, overblik, empati og vedholdenhed -
alt sammen værdier, som må være til stede, inden et livshistoriearbejde kan igangsættes.
1) Se i øvrigt Clausen og Lauritsen, 1997, i litteraturlisten.
118