- det vanskelige omsorgsarbejde - Socialstyrelsen

tisk set ville være ens fra person til person, så vil der alligevel være stor variation i den
måde, sygdommen kommer til udtryk på. Endnu findes der kun antydninger af , hvilken
betydning arbejds- og livsvilkår, uddannelse, kost og livsstil egentlig har for fremkomst
og udvikling af demenssygdomme; men sikkert er det, at personen med demens påvirkes
i lige så høj grad af sine omgivelser som af sine egne reaktioner på sygdommen.
Lige sådan vil den måde, hvorpå vi betragter mennesket med demens, have betydning.
Ser vi den demensramte som et medmenneske med delvist bevaret selvfølelse, værdighed,
stolthed, evne til at forstå mening med situationer og evne til at handle meningsfuldt.
Eller som en reduceret, defekt, hjælpeløs og forvirret patient uden personlighed.
Denne forskel på menneskesyn vil have afgørende betydning for den måde, hvorpå den
demenslidende bliver behandlet.
Den forståelsesramme, der ligger til grund for denne bog, inkluderer således følgende:
Demens viser sig som en sammenhæng mellem et menneskes
• personlighed
• livshistorie
• fysiske helbred
• hjerneskade
• omgivende miljø
Kitwood, 1999
Vanskelige pleje- og omsorgssituationer
Personen med demens er ikke blot et passivt offer for en fremadskridende sygdom, men
forsøger til stadighed aktivt at gøre enhver situation meningsfuld og at mestre enhver situation
hensigtsmæssigt. Dette udgangspunkt er fundamentet for vores forståelse for
det, der kaldes ’adfærdsforstyrrelser’ eller ’problemskabende adfærd’, men som vi i denne
bog vælger at kalde uhensigtsmæssige handlemønstre med henvisning til samspillet
mellem personen med demens og omgivelserne.
Et væsentligt aspekt i omsorgen for mennesker med demens er forebyggelse af stressreaktioner
og angst, der kan føre til konfliktfyldte situationer. En række bestemte adfærdsfænomener
som for eksempel aggressioner, råben og omkringvandren behandles ofte ud
fra generelle retningslinier og desværre i alt for høj grad med uvirksom medicin med
ubehagelige bivirkninger til følge (Gulman, 2001). I stedet gælder det om at afdække de
bagvedliggende sammenhænge, der kan forklare den demenslidendes adfærd som et forståeligt
udtryk for følelser og behov, som mestringsstrategi eller som rimelige reaktioner
på urimelige vilkår (Wogn-Henriksen, 1997).
Der er ikke faglig enighed om, hvad ’adfærdsforstyrrelser’ er og heller ikke om, hvorvidt
de kan og bør behandles farmakologisk. Behandling af besværlig eller vanskelig adfærd
er afhængig af, hvorledes man definerer det besværlige eller vanskelige, og hvem der synes,
det er vanskeligt. Det er ikke altid den demenslidende selv, der oplever problemet.
Det er ofte plejepersonale eller pårørende, der oplever den dementes adfærd som vanskelig.
Der er desværre en tendens til udelukkende at anskue vanskelig adfærd dels som
18