- det vanskelige omsorgsarbejde - Socialstyrelsen

kende har øje for egoisme og dovenskab som grundtræk i mennesket. Det socialpædagogiske
arbejde fungerer ikke, hvis man ikke tror på, at ansvarlighed for fællesskabet er en
mulig egenskab hos alle mennesker. Så udgangspunktet er, at det nytter at stole på mennesker,
og at det nytter at give mennesker en chance for at vise sig som sociale, positive
og ansvarlige individer.
Spørgsmålet om menneskesyn handler også om, hvorvidt man mener, at mennesket er et
produkt af dets livsomstændigheder, eller om mennesket selv kan afgøre, hvordan det vil
handle. Sådanne diskussioner er der skrevet tykke bøger om. Også her er sandheden formentligt,
at mennesket er begge dele: Mennesket er formet af sit liv og herunder den
kultur, det er vokset op med. Men mennesket er ikke noget passivt produkt af opvækst og
kultur. Det har indflydelse og er med til at forme sit eget liv. I den mini-verden, som for
eksempel en boenhed er, gælder det også, at det enkelte menneske kommer til at indrette
sig efter kulturen på stedet, men at det også har indflydelse på sine omgivelser. Beboere
såvel som ansatte får nogle bestemte roller og er i høj grad styret af omstændighederne,
men hvert menneske påvirker adfærd, regler, normer o.s.v. - hver beboer og hver ansat er
således medskaber af de muligheder og problemer, der er på stedet.
3. tyngdepunkt: Det usikre og åbne
Tidligere mente man at kunne angive sikre metoder i forskellige former for socialpædagogisk
arbejde. Sådan er det ikke mere. I dag kan man snarere sige, at det eneste sikre er,
at intet er sikkert. I stedet for de sikre metoder, må man i det pædagogiske arbejde orientere
sig i forhold til formål og intentioner, der fungerer som en slags pejlemærker. Disse
pejlemærker angiver retningen og skal bruges til kontinuerlig diskussion og justering af
indsatsen.
Det er ikke nemt at arbejde uden bestemte metoder og sikre midler, og nemmere bliver
det ikke af, at de socialpædagogiske handlinger ofte ligner almindelige daglige, private
gøremål eller ser ud som om, man slet ingenting laver. Men netop at være i sådanne almindelige
gøremål eller bare det at være sammen i en professionel relation er faktisk en
svær opgave. Tilstedeværelse i sig selv kan være en udfordrende faglig handling, som er
vanskeligere end at skulle levere konkrete handlinger såsom at skifte på en seng eller
rense et sår. Det er næsten altid lettere at gøre noget end blot at være til stede. Og alle,
som arbejder i ældreomsorg, har nok oplevet at føle sig presset af, at der er så meget
praktisk at gøre, og at det kan ligne pjækkeri, hvis man blot sidder sammen med en beboer
på hans stue uden af foretage sig andet end at sidde stille.
Ikke kun med hensyn til metode og midler er der usikkerhed. Også i selve relationen
mellem medarbejder og beboer er der usikkerhed. Rothuizen (2001) karakteriserer denne
form for usikkerhed som et åbent forhold. Hermed mener han, at det er et forhold, som
ikke på forhånd rummer nogen afgørelse, som ikke skal nå til et bestemt resultat, men lader
flere muligheder stå åbne. Og han gør opmærksom på, at man i det socialpædagogiske
arbejde ikke altid kan vide, hvor man kommer hen, men at man skal have mod til at
tage føringen, når det er nødvendigt. Netop accepten af usikkerheden og åbenheden er
en forudsætning for det socialpædagogiske arbejde.
57