- det vanskelige omsorgsarbejde - Socialstyrelsen

I nyere tid er pædagogik somme tider blevet opfattet som den praktiske side af teoretiske
discipliner såsom psykologi, men pædagogik er reelt en selvstændig disciplin. Det er måske
en af verdens ældste discipliner. Pædagogik stammer fra den græske oldtid. Begrebet
kommer af det græske paideia, som betyder opdragelse, undervisning. Oprindelig var pædagogik
noget om drengebørns opdragelse, men begrebet har udviklet sig til noget, som
vedrører mennesker i alle aldre.
Pædagogik er en selvstændig disciplin, men det er samtidig en disciplin, som har nær tilknytning
til andre discipliner, da pædagogik beskæftiger sig med :
• mål og midler i forhold til spørgsmål om, hvad der er det gode liv (og knytter dermed
an til filosofi),
• individer og gruppers behov, muligheder og motivation (og knytter dermed an til
psykologi og biologi),
• spørgsmål om samfundsmæssige opgaver, muligheder og begrænsninger (og knytter
dermed an til social- og samfundsvidenskaberne).
Pædagogik er blevet diskuteret gennem hele vores kulturhistorie, men især i 1700-tallet i
oplysningstiden blev man optaget af pædagogik som en særlig disciplin eller videnskab
om, hvordan opdragelse og undervisning kunne gribes an. Forfatterne Held og Olsen
(2002) skriver om pædagogikkens udvikling i oplysningstiden: ‘Den bygger på en antagelse
af, at alle mennesker ligner hinanden i deres basale forudsætninger - mennesket
som natur - og at de har samme mål, eller samme rettethed for deres liv - mennesket
som kultur. Det gælder således om at studere menneskets natur og dens udviklingslove
for på den måde at kunne støtte menneskets udvikling som menneske.’
Pædagogikken i oplysningstiden hang altså sammen med en generel tro på, at alle mennesker
havde samme naturlige forudsætninger (ikke var født ind i forskellige, faste livsforløb,
bestemt af Gud), og at de havde samme mål for deres liv. Derfor var det relevant
at studere menneskets natur, det vil sige at finde ud af, hvordan mennesker kunne udvikle
sig, og hvordan man kunne støtte denne udvikling. Man havde en forestilling om, at
man med videnskabelige metoder kunne finde ud af, hvordan man kunne undervise og
opdrage alle mennesker.
Denne opfattelse af pædagogik er siden blevet kritiseret, fordi den ikke tager hensyn til,
at mennesker fødes ind i en kultur. Mennesker udvikler sig ikke kun på baggrund af, hvad
der er deres natur. De formes af deres samfund. Pædagogik i dag beskæftiger sig også
med menneskers naturlige forudsætninger, men det sker i sammenhæng med den samfundsmæssige
indflydelse, og på denne baggrund undersøges mulighederne for at støtte
mennesker i deres udvikling.
I nyere tid har der været tradition for at skelne mellem tre former for pædagogik, og denne
skelnen bruges også i dag, men grænserne er flydende. Lidt forenklet kan man betragte
’pædagogik’ som overbegreb for:
46