- det vanskelige omsorgsarbejde - Socialstyrelsen

Man kan også sige, at selvværd består i at være, mens selvtillid består i at gøre eller kunne.
I den bedste mening øser forældre ros over deres barn, selv om barnet i de fleste tilfælde
blot beder om at blive set: Et barn, der klatrer i et træ og råber ‘Mor se mig’ får ofte
svaret ‘Ja, ih hvor er du dygtig’. Moderen kunne i stedet have svaret ‘Ja, jeg kan godt se
dig. Du er sandelig højt oppe’. Eller i stedet for straks at rose et barn for en tegning, kan
de voksne tale med barnet om, hvad der er på tegningen.
Ved konstant at få ros kan et menneske måske nok få opbygget selvtillid, men det er også
blevet afhængigt af andres vurderinger, fordi det kun kan føle sig værdsat for sine handlinger,
når det præsterer noget, som roses 1 .
Det, mennesker har brug for, er i meget højere grad at føle sig anerkendt i betydningen at
blive bekræftet og værdsat uafhængigt af færdigheder. Sådan er det formentligt for alle
mennesker uanset alder og livsomstændigheder. Det er helt afgørende, at man bliver set
og hørt som det menneske, man er, og ikke kun i kraft af det, man eventuelt præsterer.
Og især har man brug for at blive anerkendt, når man er i en situation, hvor man ikke
mere kan præstere det, man især har følt sig værdsat for.
Ved at anerkende et andet menneske i betydningen bekræftelse, hjælper man vedkommende
til at mærke sin egen eksistens. Og ved at anerkende et andet menneske i betydningen
at værdsætte, hjælper man det andet menneske med at opleve en mening med at
eksistere.
Anerkendelse af den anden forudsætter, at man ser vedkommende som et unikt menneske
frem for at fokusere på diagnosen, problemet, alderen eller lignende. Anerkendelse
forudsætter også, at adfærd ses som handlinger og ikke tilstande eller egenskaber. Når vi
er sure, er vi sure over noget, og når vi er vrede, er vi vrede over noget. Vi har altså en bestemt
adfærd på grund af noget, som vi oplever. Vi er ikke bare sure eller vrede mennesker,
og vi har behov for, at andre skal forstå, at der er noget, vi er sure eller vrede over.
Og intet demenslidende menneske er blot en Alzheimerpatient. Alle er handlende væsener,
hvis adfærd afspejler behov, forestillinger, ideer og følelser. En beboer, som råber, er ikke
bare en ‘råber’. At råbe er ikke en egenskab. Opfatter man råb som en egenskab hos det råbende
menneske, anerkender man ikke hans følelser og behov, og man kommer nemt til at
indskrænke handlemulighederne til det, som kan beskytte omgivelserne mod problemet.
Aggressiv adfærd, vrede, gråd og lignende er altså kommunikation. Hvis en beboers
handlemønster indeholder uhensigtsmæssig aggressivitet, er det måske signaler om, at
han ikke forstår og ikke bliver forstået. Hans handlinger er signaler til personalet om, at
de skal hjælpe med noget eller gøre noget helt anderledes. Personalet må derfor lytte til
ham, forsøge at forstå ham, gøre opmærksom på, at de ser ham, hører ham og mærker,
at han har det skidt. Og de må vise, at de forsøger at forstå ham og oprigtigt ønsker at
hjælpe ham. For kun på denne måde anerkender de ham som et menneske, frem for kun
at se hans sygdom og de funktionssvigt, den påfører ham.
1) Diskussionen om selvværd og selvtillid er inspireret af Jesper Juul: Dit kompetente barn. (Pædagogisk bogklub
1995).
59