- det vanskelige omsorgsarbejde - Socialstyrelsen

Hvis man derfor på nogen måde kan tale om pædagogik som en værkstøjskasse, må det
være en kasse, som indeholder viden og ideer til at fastholde og udvikle intentioner, idealer
og principper for den gode demensomsorg og til at udvikle omsorgsudøveren som menneske.
Pædagogik er med andre ord noget, som i høj grad retter sig mod udøveren selv. Omsorgsudøveren
har sig selv som det vigtigste redskab, og hun skal derfor arbejde med
dette ’redskab’. Hun skal blive klogere på sig selv, sine ressourcer, værdier, interesser, motiver
og færdigheder.
I pædagogiske handlinger inddrager man sig selv som person og ofte uden at have en
konkret praktisk opgave, som præcist definerer, hvad der skal ske mellem udøver og modtager
af omsorgen. For eksempel kan en pædagogisk opgave gå ud på blot at være sammen
med et andet menneske. Dette - at være til stede - er altså selve opgaven, og derfor
bliver den personlige dimension så vigtig i det pædagogiske arbejde. Men det skal understreges,
at den nødvendige personlige involvering i det pædagogiske arbejde ikke betyder,
at man kan handle som privatperson. Der er stor forskel på at være personlig involveret
og at være privatperson.
Intentionerne med det socialpædagogiske arbejde formuleres ofte som noget med udvikling.
Men selv om man bruger udviklingsbegrebet meget bredt og måske som noget, der
kan vedrøre ganske små ting i dagligdagen, kan det i demensomsorg være hensigtsmæssigt
at skifte begrebet udvikling ud med mestring i livet med demens. Hvilket udtryk, man
vælger, er dog ikke afgørende. Det betydningsfulde er, at man har øje for idealer, muligheder
og lyspunkter.
Socialpædagogiske handlinger i demensomsorg – 12 tyngdepunkter
De handlinger, som indgår i det socialpædagogiske arbejde, kan formuleres i 12 særlige
tyngdepunkter:
1. tyngdepunkt: Den sociale integration
Det overordnede formål med en socialpædagogisk indsats sigter på mødet mellem individ
og samfund. Man kan også sige, at det er at fremme menneskers sociale integration,
og dette forudsætter, at mennesker er i besiddelse af ressourcerne identitet, solidaritet og
mening. Disse ressourcer er tidligere nævnt som væsentlige aspekter i det socialpædagogiske
arbejde. Dette gælder uanset målgruppe og altså også i omsorg for demenslidende
mennesker:
Identitet er den ressource, som hjælper den demenslidende med at bevare indsigt, bevidsthed,
fornemmelse og oplevelse af sig selv og sin egen personlighed. Identitet støttes
for eksempel ved at kende og inddrage den demenslidendes livshistorie i det daglige
samvær, så hverdagen aktiverer og tager hensyn til tidligere livserfaringer f. eks. ved
hjælp af genstande, fotos, historier, påklædning osv.
54