Roer tilbage i dansk landbrug - inbiom.dk

Sociologerne Beus & Dunlap (1990) diskuterer forskellige paradigmer eller fløje indenfor bæredygtighedsopfattelser
og har udviklet en række dimensioner, som hver især er modpoler fra det de kalder
det alternative paradigme (natur og miljø) og det konventionelle paradigme (økonomi) (Figur 1).
Figur 1. Seks dimensioner for det konventionelle og det alternative paradigme (mod. e. Beus & Dunlap
1990)
Beus & Dunlap (1990) henviser derefter til modstridende nøgleholdninger hos aktører, der arbejder
med og har indflydelse på landbrugets fremtidige udvikling. F.eks. fremføres konventionel landbrugsdrift
typisk af ledende figurer fra større pesticid og kunstgødningsvirksomheder (konventionelle
paradigme) i modsætning til en økologisk praksis som fremføres af mere græsrodsorienterede bevægelser
som er tilhængere af det alternative paradigme (Figur 1).
Det konventionelle paradigme har typisk en opfattelse af at ”mennesket er hævet over naturen” (antropocentrisk
opfattelse) forstået på den måde at de naturlige ressourcer kan udbyttes så længe det
skaber økonomisk vækst, der kan gavne fremtidens teknologi (Neumeyer 1999). Naturlige ressourcer
kan substitueres med kapital, der kan bruges til fremtidig vækst (Dubgård et al. 1999). På denne
måde tages hensyn til de kommende generationer, der muligvis ikke har flere ikke-vedvarende naturressourcer
af en given art, men til gengæld er der skabt økonomisk vækst, de kommende generationer
kan nyde godt af. Der er altså stor tillid til at teknologien vil udvikle sig i en sådan retning, at
den kan tilfredsstille vores fremtidige behov (Dubgård et al. 1999). Lidt mere populært kan det formuleres
således at fortsat udvikling af nutidig praksis kan udtømme de fossile energiressourcer og
det vil betyde at de fremtidige generationer ikke vil have disse naturressourcer til rådighed. Men det
antages samtidig at det sandsynligvis heller ikke er nødvendigt, hvis blot f.eks. vind-, sol- og biomasse
energiteknologierne er kommercialiseret.
Det alternative paradigme er derimod opsat på ikke at reducere de ikke-vedvarende naturressourcer
(Neumayer 1999). Der kan ifølge Dubgård et al. (1999) til dels foregå en substitution af forskellige
typer naturkapital til fordel for anden naturkapital, som f.eks. ved at genopbygge vedmasse i form af
skov, som substitution for kul- og oliedepoternes udtømning. Det er altså ikke muligt at substituere
de ikke-vedvarende naturressourcer til fordel for at producere goder eller økonomisk vækst, hvorfor
disse heller ikke kan prisfastsættes. Ressourcerne er ikke-vedvarende eller ikke-fornybare og kan
derfor heller ikke på nogen som helst måde erstattes af noget andet. Her er naturen frem for mennesket
i centrum (biocentrisk opfattelse). Det alternative paradigme ønsker at landbruget skal beskytte
jordens ydeevne på lang sigt, selv hvis det er på bekostning af indtjening på kort sigt (Beus & Dunlap
1991).
FOBIO: Roer til foder og bioenergi Side 75