Bokhistoriske foredrag. Festskrift til Jan Erik Røed

københavnske Universitetsbiblioteket i dets storhedstid – inden den katastrofale brand i
1728. 3
Thomas Bartholin
Inden vi ser nærmere på Thomas Bartholins stofmættede forelæsninger, skal der først siges
lidt om forfatteren selv. Thomas Bartholin blev født i 1616 som søn af Caspar Bartholin,
professor ved Københavns Universitet og forfatter til en lang række naturvidenskabelige
afhandlinger og lærebøger. Efter længere tids studieophold i udlandet blev Thomas Bartholin
i 1647 professor ved Københavns Universitet, først i matematik og kort efter i anatomi. Hans
store internationale berømmelse, både i sam- og eftertid, skyldes da også hans
lægevidenskabelige forskning, især opdagelsen af lymfekarsystemet kort efter 1650; det var
dog en opdagelse der blev gjort omtrent samtidig, ja vist nok før, af den unge svensker Olof
Rudbeck, hvad der førte til en heftig disput mellem de to.
Fra 1660 var Bartholin fritaget for at holde forelæsninger, og han flyttede nu ud til sit
gods Hagestedgård ved Holbæk. Han fastholdt dog sin magtfulde position i det danske
universitetsliv. Godset brændte imidlertid i 1670 og dermed gik også Bartholins fine bibliotek
til grunde. Kongen udnævnte ham derpå til livlæge, og det var også som et plaster på såret,
som han selv skriver i De libris legendis, at han året efter, med kongens billigelse, blev
udnævnt til Universitetsbibliotekar, en post han beklædte til sin død i 1680. I 1670erne øvede
han imidlertid også en anden væsentlig indsats på det litterære område, idet han i 1673
grundlagde det betydningsfulde tidsskrift Acta medica et philosophica Hafniensia, blandt de
ældste videnskabelige tidsskrifter overhovedet og det første i Skandinavien. Det blev dog ikke
videreført efter Bartholins død. Hans internationale ry var så stort at han i 1675 blev tilbudt
det anatomiske professorat i den medicinske højborg Padua.
Sin relativt korte periode som bibliotekar til trods, manglede han ikke planer og visioner
for Universitetsbiblioteket. Nogle af dem lancerer han i forordet til De libris legendis: Først
og fremmest vil han sørge for at der bliver udarbejdet katalog over samlingerne, som skal
kunne købes i handelen. Et katalog var stærkt tiltrængt, for biblioteket var vokset betragteligt i
løbet af 1600-tallet. Desværre nåede hverken Bartholin eller hans efterfølgere at få ført planen
ud i livet før biblioteket med sine omkring 35.000 bøger og håndskrifter brændte i 1728, og
vores viden om bestanden er derfor ufuldstændig. 4 Desuden stiller Bartholin i udsigt at han,
som en hjælp for de usikre studerende, vil hænge tavler op i biblioteket med oversigter over
hvilke perioder de enkelte forfattere hørte hjemme i.
Denne pædagogiske imødekommmenhed kendetegner også De libris legendis, ja, bogen
er netop tænkt som en alsidig studievejledning. Den rummer på én gang litteratur- og
lærdomshistorie, boghistorie, håndbogskundskab, råd om skriftlig fremstilling, studieteknik –
altsammen behandlet med et polyhistorisk overblik over den lærde verdens discipliner.
Bartholin bevæger sig utvungent rundt i teologien, juraen, filologien og naturligvis sit eget
fag, medicinen.
3 Se herom s. 342-44 i Harald Ilsøes afsnit: ’Universitetets biblioteker til 1728’, s. 289-364 i København
Universitets historie 1479-1979, Bind IV (Kbh. 1980). Ilsøe er vist nok den eneste der har udnyttet
Bartholins afhandling i nyere tid. Svend Dahl gav en ganske kort og mere causeri-præget
præsentation af den i artiklen ’ Nogle gamle Raad om Læsning’. Aarbog for Bogvenner, 7. årgang, 1923,
s. 107-112. I sin lille oversigt over Universitetsbibliotekets bibliotekarforelæsninger omtaler Rasmus
Nyerup naturligvis også Bartholins værk (Om Bibliothekarforelæsninger paa Universitetsbibliotheket i
Kjøbenhavn, med Fortegnelse over Bibliothekets Velgjørere. Kjøbenhavn 1815. Jeg takker Karsten
Christensen for denne henvisning).
4 Om Universitetsbiblioteket i 1600-tallet, se Ilsøe 1980 (ovf. note 2).
Bokhistoriske foredrag s. 13