Bokhistoriske foredrag. Festskrift til Jan Erik Røed

Bogmarkedets mangfoldighed
I den første forelæsning, der handler om biblioteker og vores pligt til at passe godt på bøger –
som et middel i kampen mod uvidenhed og barbari – erklærer Bartholin frejdigt at bøger,
trods bogorme og trods ildebrande, altid vil overleve, nemlig i kraft af deres store mængde.
For den moderne læser er der en trist ironi i Bartholins optimisme i lyset af de mange unika –
både håndskrifter og trykte bøger – der gik tabt ved Københavns Universitetsbiblioteks brand
1728. Men det er selvfølgelig en optimisme der skal ses på baggrund af den enorme forøgelse
af bogproduktionen i Europa efter trykkekunstens gennembrud – både af antallet af titler, af
udgaver og af eksemplarer. Og det er faktisk en rød tråd gennem Bartholins forelæsninger – at
bogmarkedet nu, midt i 1600-tallet, er så stort og uoverskueligt at det kræver en god guide.
Og det er Bartholin.
At trykkekunsten er Guds største gave til menneskeheden, er Bartholin ikke i tvivl om:
’Det er jo det der er trykkekunstens velsignelse: uden møjsommeligt skrivearbejde i
hånden kan alt hvad kloge mennesker i deres fromhed og lærdom har undfanget, blive
fælleseje for mange mennesker. Almindeligvis regner vi med at denne opfindelse – som
er det nyttigste Gud, alle gode tings ophav, har forundt os dødelige – fandt sted i det 15.
årh., 5 skønt nogle hævder at trykkekunsten var i brug hos kineserne allerede fem
århundreder tidligere, ja før Kristi fødsel.’ 6
- Med denne fanfare åbner Bartholin sin behandling af trykkekunsten og den trykte bog.
Imidlertid er det ikke Johann Gutenberg han hylder som trykkekunstens opfinder, men
Laurenz Janszoon Coster fra Haarlem (død ca 1440). Traditionen der gjorde ham til
trykkekunstens opfinder, blev vist nok først almindelig kendt med landsmanden Hadrianus
Junius’ historisk-topografiske Batavia fra 1568. Ifølge Junius – som Bartholin ser ud til at
bygge på – var det en af Costers medhjælpere der i al hemmelighed røbede den nye kunst for
Gutenberg i Mainz, hvorefter Gutenberg yderligere forfinede den. Denne medhjælper hedder
hos Junius – og hos Bartholin – Johann Faust, og der er altså tale om en sammenblanding af
den lidt senere, myteomspundne Faustskikkelse og Gutenbergs kompagnon Johann Fust (en
sammenblanding der ikke var helt ualmindelig og som man også kan møde hos Holberg).
Coster er en dunkel skikkelse, og i dag er teorien om at han var trykkekunstens opfinder, stort
set forladt. Men diskussionen førtes, med nationalistiske undertoner, helt ind i det 20. årh.
De mange bøger der er blevet produceret efter udbredelsen af trykkekunsten, kan gøre det
svært at orientere sig på bogmarkedet hvor profitinteresser spiller så stor en rolle. Derfor
vil Bartholin give et par fingerpeg om hvordan man kender gode udgaver fra dårlige. De
ældste udgaver – hermed sigter Bartholin formentlig til 1400-tallets trykte bøger – kan
ganske vist være typografisk ubehjælpsomme, men til gengæld rangerer de på niveau med
håndskrifter når det gælder troværdighed. Altså, jo ældre en tekstudgave er – og her må
Bartholin tænke på udgaver af klassiske og evt. middelalderlige tekster - jo mere troværdig
er den. I senere udgaver af de gamle tekster kan der derimod let være krøbet fejl ind,
medmindre de har været under kompetent tekstkritisk behandling.
5
Bartholin skriver faktisk ’det 14. århundrede’, seculo quarto decimo, men der er givetvis tale om en lapsus fra
hans side.
6 Scilicet hoc artis Typographiæ est beneficium, ut sine operoso manuum labore pluribus commune fiat qvicqvid
vel pietas vel eruditio meliorum ingeniorum partuerit. Seculo qvarto decimo hujus inventi nativitas celebratur,
qvo nihil utilius mortalibus DEUS, omnium bonorum Auctor, indulsit, qvanqvam artem typographicam a
qvinqve retro seculis imo ante natum in carne Servatorem, a Sinensibus usu receptam aliqvi propugnent. De
libris legendis, 1676, s. 108-9.
Bokhistoriske foredrag s. 14