Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

Kommunikation og kompliance
– to vanskelige begreber for
læge-patient-forholdet
AF PETER ELSASS
Non-kompliance er et begreb for de kommunikationsproblemer, som viser sig
ved, at patienterne ikke følger lægens råd. Der er dokumentation for, at halvdelen
af de ambulante patienter og en fjerdedel af de indlagte ikke følger de
foreskrevne behandlingsregimer (Thompsons 1994). En ud af hver tiende på
hospitalerne og en ud af hver fjerde på plejehjemmene har behandlingskrævende
symptomer som direkte resultat af non-kompliance (Blackwell 1992).
Sådanne undersøgelser har givet anledning til et krav om ”optimal kommunikation”.
Men alt for ofte bliver et begreb om kommunikation ikke defineret, og
løsningen om forbedret kommunikation kan komme til at fremstå som et forførelsesnummer.
I det følgende vil en række kommunikationsundersøgelser blive analyseret og
sat ind i en sammenhæng med psykologiske mål og overordnede filosofiske
værdier.
Den instrumentelle og den affektive dimension
– det ideologiske perspektiv
Argumentationen om optimal kommunikation og forøget kompliance føres
ofte på to planer: Den ideologiske, fagstrategiske og den rationelle, videnskabeligt
begrundede.
Denne todeling er blevet konkretiseret i den såkaldte instrumentelle og affektive
dimension af læge-patient-forholdet (Ben-Sira 1986, 1990). Den instrumentelle
dimension udgøres af den teknisk og naturvidenskabeligt begrundede
kerneydelse; den affektive dimension af den psykologiske og terapeutiske
kommunikation til patienten.
PETER ELSASS|113