Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

af konsekvenserne kan blive, at sundhedsbudgetterne vil blive belastet, fordi
de skal omfatte nye områder på bekostning af de traditionelle kerneområder.
Den instrumentelle lægetype er således fortaler for, at man skal blive ved sin
læst og kvalificere sig inden for det, man er uddannet til (Solbakk 1995).
Den affektive lægetype er interesseret i at supplere sin kompetence med
viden inden for tilgrænsende humanistiske fagområder som f.eks. psykologi,
filosofi og antropologi. Begrundelsen er bl.a., at der er så mange irrationelle
faktorer i udøvelsen af lægegerningen, at man bliver nødt til at være tværfagligt
uddannet, hvis man skal kunne orientere sig i komplicerede og multifaktorielle
problemstillinger. Den affektive type er fortaler for optimal kommunikation
og forbedret kompliance, f.eks. udtrykt ved at samtalen i sig selv har en
helbredende funktion, og at man derfor skal efteruddanne sig i terapeutisk
kommunikation. Han mener ikke nødvendigvis, at man skal opgive håbet om
en rationelt funderet praksis, men hvis man skal have en bred forståelse for
den kliniske beslutningsproces, må man supplere den biomedicinske synsmåde
med indsigter fra de humanistiske videnskaber. Det vil indebære nye
krav til lægestudiet, og nogle fakulteter som f.eks. på Sidney University forlanger,
at de studerende skal have en sideuddannelse inden for det humanistiske
fagområde.
Såvel den instrumentelle som den affektive type har sin berettigelse, alt efter
den lægelige praksis man udøver. F.eks. vil nogle læger med speciale i specifikke
undersøgelses- og behandlingsmåder, som f.eks. radiologer og kirurger,
med rette kunne forfægte den instrumentelle holdning. Hvorimod læger, der
anvender samtalen som behandling som f.eks. alment praktiserende læger og
psykiatere, kan være fortalere for den affektive type. Den instrumentelle holdning
er enklere at udvikle en faglig præcision for, hvorimod den affektive kan
få sine problemer, fordi den kræver en tværfaglig orientering, som let bliver
vag og uspecifik og udsat for magtstrategiske kampe.
Begreber om kommunikation tager form efter disse to dimensioner. Den
instrumentelle lægetype vil være fortaler for, at begreber afklares i de tekniske,
biomedicinske sammenhænge, og evt. undersøge adfærdsændringer i forhold
til indlæring og patientinformation (psykoedukation), gerne i klinisk kontrollerede
design. Den affektive type vil derimod have sin opmærksomhed rettet
mod de psykodynamiske, psykoterapeutiske forhold og forøge sin viden ved
PETER ELSASS|115