Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

logiske, men inden for den miljø- og samfundsmedicinske tankegang var man
særlig optaget af risikofaktorer, der havde noget med personens arbejdsforhold
og livsstil at gøre. Forebyggelsesmedicinen som paradigme adskiller sig
på væsentlige punkter fra det bakteriologiske paradigme. Sygdomsbegrebet er
multifaktorielt, det vil sige, at sygdom opfattes som forårsaget af mange forskellige
forhold, ikke blot af fx en enkelt bakterie. Sygdomsbegrebet er probabalistisk,
dvs. er baseret på sandsynligheder – ikke sikre sammenhænge for
den enkelte patients vedkommende. Man er fx i risiko for at få lungekræft, hvis
man ryger. Risikoen angives ofte som et antal gange højere end normalbefolkningens.
Her bliver den lægelige indsats primært at oplyse om den forhøjede
risiko og anbefale den raske risikoperson at ændre livsstil for at reducere
sin risiko – en betydelig mindre direkte og mindre vital rolle for den lægelige
ekspert end den, der er beskrevet i forbindelse med det bakteriologiske paradigme.
I sammenligning med bakteriologien er den lægelige autoritet svækket
inden for forebyggelsesmedicinen. Patienten er ikke syg, men kun i risiko for
at blive det, og patienten oplyses i almindelighed primært herom gennem
generelle kampagner.
Med forebyggelsesmedicinen udvikledes derfor et helt andet forhold mellem
læge og patient. Forebyggelse af risikofaktorer og formidling af forebyggelsesstrategier
placerer den aktive, ansvarlige patient i centrum for den medicinske
indsats. Det betyder, at patienten ikke som ellers opsøger lægen – hun eller
han føler sig jo rask. Nej, for at sygdomme skal forebygges, må lægen opsøge
patienten og oplyse vedkommende om sygdomsrisikoen på en måde, så den
raske patient forstår betydningen af at ændre livsstil. Lægen må altså fjernstyre
patienten ved hjælp af oplysningskampagner og rådgivning eller tilbyde
uopfordret rådgivning og oplysning i forbindelse med anden kontakt, fx sygebesøg
eller andre konsultationer. Det har ofte vist sig svært at skabe den
ønskede kontakt, og mange anbefalinger, der udstedes i forebyggelsens navn,
bliver langtfra altid fulgt af risikopersonerne. De er ofte vanskelige at leve op
til, medfører tit alvorlige afsavn – det ses i forbindelse med Regeringens
Folkesundhedsprogram, der fordrer stor afholdenhed med hensyn til det, der
for mange mennesker sætter kulør på tilværelsen, som fx rygning, alkohol og
fedt. Endelig gør mediernes daglige omtale af hverdagens uundgåelige sundhedsrisici
(senest oplysninger om at brød og andet bagværk rummer en kræftrisiko)
en fuldstændig sund livsstil uopnåelig. Over for en sådan uoverskuelig
problematik risikerer de lægelige anbefalinger at miste autoritet, og forebyg-
128| LÆGE-PATIENT-FORHOLDET REFLEKTIONER OG VISIONER