Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

Højt forventningsniveau
Dette er det godt for patienterne at holde sig for øje! Og også for lægerne. Det
er nemlig med til at holde forventningsniveauet i ave, og mange fortrædeligheder
kommer af et urealistisk højt forventningsniveau. Det er en god ting at
fortælle patienterne om disse kendsgerninger ved passende lejligheder.
Jeg oplevede selv et eksempel på manglende realisme, både fra min egen og
lægens side, da jeg for mange år siden havde en sygdomsperiode på et par år,
hvor mit blodtryk teede sig besynderligt. Jeg blev ofte indlagt og til sidst forberedt
til operation, men dagen før operationen blev det hele opgivet. De anede
ikke, hvad det var, og lægen sagde to ting: at jeg skulle være glad for det, for det
ville have været en meget stor operation – og at mere end halvdelen af alle
deres patienter i øvrigt blev hjemsendt uden diagnose.
Det var to nyttige oplysninger: For det første havde jeg jo ikke før hørt om
operationens egentlige omfang – og det var både min egen og lægens skyld! Og
for det andet var det ikke dermed sagt, at jeg ikke fejlede et eller andet. De
kendte bare ikke noget navn for det.
Jeg gik hjem og begyndte at tænke for mig selv, og jeg fandt på nogle løsninger,
der var til at holde ud. Efterhånden forsvandt anfaldene, og sådan er det vel
med mange sygdomme, de forsvinder med tiden. Men dette var i hvert fald et
eksempel på, at jeg fik alt for få oplysninger undervejs – eller at jeg ikke selv
spurgte aktivt nok. Min indsigt i hele forløbet var alt for ringe, og det var lægernes
også.
Jeg er blevet bedre med årene, men med en tilstrækkelig gammeldags og autoritær
overlæge gik det alligevel galt et par år senere. Da handlede det om et af
de led, der var angrebet af leddegigten, og jeg blev henvist til operation.
Manden, som er gået af for længst, var en temmelig tyrannisk person, som
skræmte sine unge reservelæger. ”Er der nogen, der har noget at indvende
mod dette forslag?” spurgte han ud i luften, og fra bagerste række lød en hvisken:
”Er der nogen, der vil sætte sin stilling ind?!”
Jeg selv prøvede at indvende noget, men blev fejet af banen. Resultatet var ikke
særligt godt, og af én eller anden grund syntes jeg, at det var min egen skyld,
at denne affære udviklede sig uheldigt. Da jeg var kommet igennem et par
BENTE HANSEN|83