Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

skuffelser. Lægen er med i forløbet, og der har undervejs været enighed
mellem patient og læge om, hvad der skal gøres. De har været fælles om at
kæmpe.
Den dag kan imidlertid komme, hvor lægen står magtesløs og må sige, at sådan
er det. Det kan da opleves af patienten som et stort svigt. Når lægen er magtesløs
over for sygdom og død, bliver det i lyset af de mange muligheder i dag mere
end tidligere en falliterklæring. Det synes, som om lægen er gået konkurs og
snyder kreditorerne. Den naturlige reaktion er vrede, og den rettes mod lægen,
fordi det næsten er, som om det er lægens skyld, at livet er, som det er.
En undersøgelse, som blev fremlagt i foråret 2001 for kræftlæger i USA, viste,
at mange patienter med cancer får kemoterapi hen imod slutningen af deres
liv også selv om den kræftform, de har, er kendt for ikke at respondere på
behandlingen. Hvordan kan det være, at læger giver behandlinger, der ikke virker?
Det hedder også trøstekure. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke alene
er patienten, der søger trøst. Så længe lægen har magt over situationen, giver
det patienten tryghed. Men lægen har det også bedst i den situation. Lægen vil
nødigt være magtesløs og vil nødigt ses af patienten som magtesløs.
Det er ikke vanskeligt at se og beskrive en meget syg og truet patient som den
svage part og lægen som den stærke. Men vi kan også som læger selv føle magtesløsheden
og blive bange og fortvivlede, når en patient bliver sygere og dør,
uden at vi kan helbrede. Det er sværere at indse, at en uhelbredeligt syg patient
kan opleves at være meget stærk. Ja, uforsonligt stærk. En håndværker, der var
indlagt med leukæmi, sagde: ”I kan jo ikke jeres arbejde!” – ”Når det endelig gælder,
melder I pas!” – ”Når jeg som tømrer fik en opgave, så løste jeg den, hvad gør
I?” – ”Hvorfor valgte du egentlig at læse til læge, det egner du dig jo ikke til!”
Jeg synes, jeg forstår patientens vrede og finder den derfor rimelig nok – og
samtidig er den svær at stå model til. Men når jeg forstår vreden, er det, fordi
jeg tror, jeg skal have magt, hvor jeg ikke har den. Jeg påtager mig skyld for
noget, jeg ikke har magt over.
Magt, ansvar og skyld
Der er sammenhæng mellem skyld, ansvar og magt – eller magt, ansvar og
skyld. Hvor man har magt, har man også ansvar, og hvis man har forsømt
62| LÆGE-PATIENT-FORHOLDET REFLEKTIONER OG VISIONER