Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

Ved nedskæringer og omstruktureringer i sundhedssektoren vil behandlerne
forsøge at holde den tekniske kerneydelse uberørt, hvorimod der gives færre
ressourcer til de affektive, kommunikative aspekter. Konkret kan det f.eks. give
sig udtryk i, at lægerne forsøger at udføre behandlingerne med samme tekniske
kvalitet som før, men giver sig mindre tid til at tale med patienterne.
Det er blevet påpeget, at tilgrænsende faggrupper til lægestanden står parat i
omstruktureringsperioder for at overtage ekspertisen for den affektive dimension
(Ben-Sira 1990). Sygeplejersker, socialrådgivere, ergo- og fysioterapeuter
og psykologer påberåber sig at være i faglige positioner, som gør dem særligt
kvalificerede til at varetage den affektive dimension. Nogle af privathospitalerne
lægger vægt på at markedsføre sig ved at understrege, at de i særdeleshed
varetager de affektive dimensioner, f.eks. ved hjælp af optimal kommunikation
med kontinuerte kontaktordninger til få behandlere.
Tilfredshedsundersøgelser viser, at patienterne lægger stor vægt på den affektive
dimension, når de skal vurdere tilfredsheden med deres læge, og mindre vægt
på den instrumentelle (Fitzpatrick 1984). Det har i nogle tilfælde ført forvaltningerne
på vildspor, når de tilrettelægger ydelserne efter "brugernes tilfredshed",
fordi denne ikke nødvendigvis forholder sig til kerneydelsens kvalitet.
Når den affektive dimension således bliver et bytte for magtstrategiske kampe,
kommer den ofte til at vige for den faglige kvalificering. Tendensen kan blive
en polarisering; enten negligerer man den som et lægeligt emne i konsultationen,
eller også fremhæver man den som værende meget vigtig. Parallelt hermed
deler lægestanden sig i to typer: Den instrumentelle og den affektive.
Den instrumentelle type er kritisk over for at udvide sit fagområde til at omfatte
mere, end hvad der er indbefattet i den naturvidenskabelige rationalitet.
Lægegerningen skal omfatte det, man er uddannet til, og man skal være varsom
med også at påtage sig arbejde, som andre faggrupper er uddannet til. I
de hippokratiske skrifter siges det, at "en læge, som også er filosof, er at
sammenligne med Gud". Den instrumentelle holdning er en modforholdsregel
mod, at den lægelige synsmåde udvider sig og f.eks. kommer til at omfatte
forebyggende arbejde, som der ikke er et videnskabeligt belæg for (Solbakk
1995). Man er forbeholden over for at inkludere affektive dimensioner som
lægelige emner, fordi de vil indebære en udvidelse af kompetenceområdet. En
114| LÆGE-PATIENT-FORHOLDET REFLEKTIONER OG VISIONER