Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

fortællinger. Alligevel får vi lyst til at tage udgangspunkt i de erfaringer, vi har
fra de mange gange, hvor vi selv har været i patientens rolle. Fysiske lidelser har
vi været forskånet for. Og det er en gave. Men livets smerte er ikke gået os forbi.
Når man som forældre får et kronisk, alvorligt sygt barn, bliver man nemlig selv
patient, fordi børn ligger lige op ad hjerterødderne. Vores midterste barn,
Frederik, gik lige fra den varme modermælk til et liv med masser af epileptiske
anfald, afprøvning af alverdens mediciner, sondeernæring i månedsvis og en
EEG-diagnose, som er skrevet med petit i lærebøgerne. Vi har fået smertelige
erfaringer med, hvor sårbart det er at være patient, når vi har været til undersøgelser,
samtaler og indlæggelser i sundhedsvæsenet gennem mange år. Da
opdager man, hvor stor forskellen er på at være patient og behandler.
Når disse møder rinder os i hu, lader vi de store faglige termer hvile lidt og griber
fat i de enkle erfaringer, som har gjort uudsletteligt indtryk på en sårbar
mor og en sårbar far, som i en ung alder pludselig gik fra at være behandlere til
at være patienter.
Det ligger år tilbage. Det var lige før påske. Kontrasternes højtid. Vi havde travlt
på det hospital, hvor vi begge arbejdede. Hver morgen var der konference og
teammøde, hvor den enkelte patient blev gennemgået, ideer udvekslet,
behandling tilrettelagt, og hvor faglig og personlig respons fra kolleger var
hverdagskost. Der var krav og ansvar, men selvfølelsen fik også sin daglige
benzin. Man er vigtig og betydningsfuld, når man er behandler.
Efter påske, og efter at vi igen var blevet mindet om kirkens beretning om
kamp og lidelse, nåde og liv, skulle vores lille, brunøjede guldklump indlægges
i flere måneder. Der skulle udredes og undersøges. Pludselig sad man hver
morgen og var en patient blandt mange andre i en gråmalet, upersonlig stue
eller på en stol på en lang gang, mens læger og sygeplejersker sad til konferencer
og talte om Frederik, om os og om mange andre.
Forskellen mellem at være patient og behandler er større, end man tror, når
livet kradser. Det blev til måneder på hospital, hvor sorgen tog bolig i hver en
celle, og frygten til tider var større end kroppen. Spørgsmålene stod i kø: Hvad
tænker de? Hvad skal der gøres? Er der håb? Og oven i alt det somatiske går der
gang i de private, psykologiske frekvenser, som der er alt for megen tid til at
tænke på: Mon de nu synes, at man er en ok mor eller far? Synes de, man har
68| LÆGE-PATIENT-FORHOLDET REFLEKTIONER OG VISIONER