Turen Går Til De Varme Lande

klimaændringer, når deres borgere var
blevet mætte.
Til gengæld forventede de, at den
rige verden ville påtage sig hovedansvaret
– og langt den største økonomiske
byrde.
Papua Ny Guinea sagde direkte til
USA: »Hvis I af en eller anden grund
ikke er villige til at lede, så overlad det
til resten af os. Please – get out of the
way!«.
DANMARK GRIBER IND
Men måske havde USA slet ikke set
den udstrakte hånd fra udviklingslandene?
Den tanke opstod i den danske
delegation. Chefforhandleren gik over
til amerikanernes bord og forsøgte at
forklare forskellen på G77’s gamle og
nye opfattelse af ordene.
Paula Dobriansky vendte sig om mod
sin højre hånd Harlan L. Watson for at
høre hans vurdering. Watson var imidlertid
døset lidt hen, og det fik rødmen
til at fare op i Dobrianskys ansigt.
Den normalt så kølige chefforhandler
vendte sig i stedet til den anden side og
råbte »So do something!« til sin sidemand,
præsident Bush’ specialudsending
James Connaughton.
VERDEN HOLDER VEJRET
Om det skyldtes den danske delegations
arbejde, et lignende forsøg på ansigt til
ansigt-diplomati fra Brasilien eller de
konkrete meldinger i udviklingslandenes
taler, ved man ikke. Men til sidst
blev USA overbevist, om at aftaleteksten
indebar, at også udviklingslandenes indsats
mod klimaændringer skulle kunne
måles, rapporteres og verificeres. Og så
kom forløsningen:
»Vi er klar til at gå videre og acceptere
konsensus«, sagde Paula Dobriansky.
Deltagerne klappede, grinede og lænede
sig tilbage i stolene i lettet udmattelse.
Kun for få minutter senere igen at holde
vejret. Nu var det nemlig Rusland, der
bad om ordet.
KRISE – TIL GAVN ELLER
SKADE FOR KLIMAET?
Da finanskrisen ramte verden i efteråret
2008, begyndte det pludselig at
gå endnu mere trægt i klimaforhandlingerne.
Tysklands førhen så progressive
kansler Angela Merkel krævede sin
tunge industri undtaget fra EU’s CO2reduktionsmål,
og også andre lande
skiftede fra første gear til bakgear.
Danmark var imidlertid blandt dem,
der argumenterede for, at finanskrisen
ikke ville skade, men tværtimod gavne
klimasagen.
Ikke kun fordi den ville få nedsat
væksten og dermed stigningen i CO2udledningen.
Næ, det primære argument
var, at krisen gav alverdens lande
endnu færre penge til at købe dyr olie
og gas fra ustabile regimer – og at de
derfor ville være endnu mere motiverede
til at kickstarte økonomien med
satsning på grøn teknologi.
De fleste nyere økonomiske analyser
viser, at det bedre kan betale sig at
handle nu for at bremse klimaændringerne
end at vente, til de er tæt på at
løbe løbsk.
USA’s nyvalgte præsident Obama
var på samme linje. Alligevel tvivlede
eksperterne på verdens evne til handling.
De pegede på, at en ambitiøs global
klimaaftale ville kræve en evne til
at tænke fornuftigt og langsigtet, som
man langt fra altid ser hos politikere.
To år forinden, på klimakonferencen i
Montreal 2005, havde russerne holdt
hele verden oppe den halve nat ved at
insistere på en teknisk detalje, som ingen
rigtig kunne se substansen i.
Reelt var der dengang tale om spillen
med magtmusklerne, fordi Rusland
var fornærmet over, at man ikke havde
været med i den gruppe af formandens
venner, som de canadiske værter havde
indkaldt.
INTERNATIONALE FORHANDLINGER
41