Turen Går Til De Varme Lande

DE FOLKERIGE VIL VÆRE RIGE
72
VINDMØLLERNE SNURRER I GANSU-PROVINSEN. KINA ØGER KAPACITETEN AF
VINDENERGI FRA 12.000 MEGAWATT I 2008 TIL 30.000 MEGAWATT I 2010.
DEN LYSEGRØNNE MEKANISME
En af de forkortelser, man oftest støder
på i klimadiskussionen er ’CDM’.
CDM er Kyoto-aftalens Clean Development
Mechanism – eller den grønne
udviklingsmekanisme: projekter, der
forsøger at nedbringe CO2-udslippet i
udviklingslande, primært finansieret af
de vestlige lande.
Danmark har blandt meget andet investeret
i vindmøllefarme i Kinas Shandongprovins,
i spildevandsrensning i Thailand
og i vandkraft i Sydafrika.
I alt regner Danmark med at klare 18 %
af sine reduktionsforpligtelser 2008-2012
ved at købe projekter i u-landene og de
tidligere østlande. Det svarer til 36, 5 mio.
ton CO2.
Ved at støtte sådanne projekter undgår
de rige lande at betale langt højere beløb
for at isolere boliger, nedbringe biltransporten
eller på andre måder reducere
CO2-udslippet derhjemme. Reduktionen
DE FOLKERIGE VIL VÆRE RIGE
i udviklingslandet godskrives nemlig på
det rige lands CO2-regnskab.
Man får ofte mere CO2-reduktion for
pengene på denne måde. Men der er
også ulemper ved CDM:
Projekterne er skævt fordelt: fx står Asien,
især Kina, for mere end 80 %, mens de
fattige afrikanske lande stort set ingenting
får.
Desuden kritiseres mange af projekterne
for at have tvivlsom klimaeffekt. En
rapport fra Stanford Universitet konkluderede
i 2008, at mellem en tredjedel og
to tredjedele af verdens CDM-projekter
»ikke repræsenterer nogen egentlig CO2reduktion«.
De fleste af de problematiske projekter
har nemlig umiddelbart så stor økonomisk
og miljømæssig gevinst, at de ville være
blevet gennemført, også selv om de rige
lande ikke bidrog med penge. Dermed
betyder de ikke nogen ekstra gevinst for
klimaet.