http://rcin.org.pl

88 Række 277—282
sammensatte Gravbygninger af utilhugne Sten, atter med en stensat Gang, og i Spanien store frit-
liggende Kamre af samme Bygningsmaade og med Gang, snart dækkede af et Slags Hvælving som
østpaa, snart med fladt Stendække. Begge disse Former træffes endnu ved de store Stenkamre
med lang Gang i Bretagne og paa Irland, men derefter i Holland, i Sønderjylland, paa det øvrige
danske Omraade og i det sydligere Sverige alene vor Jættestue, det store Kammer med flere fladt
liggende Dæksten og med en smal, lukket Gang ind gjennem den omgivende Bundhøi: 279.
Atter her er Forbindelsen umiskjendelig mellem Sydens og Nordens Mindesmærker. At
ogsaa Jættestuerne ere yngre end de smaa Grave, vides fra Indholdet af Sager, dog nær sammen-
hørende i Tid, idet tyndnakkede
Flintøxer: 24.>, visse Lerkar: S. 16
og Grundformen til Stridsøxerne:
254- findes begge Steder. Men at
Udviklingen fra den ældre til den
yngre Gravform skulde være fore-
gaaet hos os, kan ikke antages;
fuldt fæstnet med Hensyn til Plan
og Bygningsmaade maa Forbilledet
for Jættestuerne være hentet fra
Vesteuropa, hvorover Forbindelsen
gik med Syden. I det indre eller
østligere Europa findes ingen Jætte-
stuer. Saa mærkeligt ligesaa ube-
strideligt er det udstrakte Fælles-
skab, der yderst i Norden afsluttes
med Jættestuerne og deres Indhold
af Stenalders Sager, men yderst i
Syden med de græske kuppeldæk-
kede Pragtgrave og deres Rigdom
af høi, mykensk Kunst.
Sikkert nok er den indbyrdes
Forskjel stor, som Veien er lang,
ad hvilken Kunsten fra det østlige
Middelhav gjennem Mellemled vest-
paa naaede frem til Danmark. Men Jættestuerne have dog en Storstens-Kunst, der naar langt
ud over det praktiske Formaal: den faste, rummelige Fællesgrav for Mange. De største Rullesten
sammenstilledes efter bestemte Regler, saa velberegnet, at de have staaet gjennem Aartusinder.
De kløvedes for at lægges som Loftsdække i Stuen eller for at danne en regelmæssig Døraabning.
Paa vedtagen Maade behandledes dette vanskelige Punkt i Bygningen, idet Bærestenene ikke her
havde det Modtryk fra begge Sider, som ellers holdt dem i Stilling; der anbragtes da her en
særlig Overligger, som atter bar en Loftssten. Hvor det behøvedes, forhøiedes Kamrets Sidesten
med fladt lagte Sten, der passedes omhyggelig sammen; Mellemrummene fyldtes med Murværk,
ofte af rød Sandsten, der let lader sig kløve, og Stuen tættedes i Sider og Loft med Sten og
Ler. I Gangen indsattes Tærskelsten og flade, fremspringende Karmsten til Støtte for Dørene:
280, 281 og Bogens Titelblad.
I det Ydre virkedes derimod ikke længere med Stenmasse. Fodkredsen mistede sin Betyd-
ning, idet den kun sattes spredt og af mindre Sten, eller den ganske udelodes. Den rundt-
hvælvede Jordhøi, som helt dækkede Kammerets Loftssten, blev nu Gravens Kunstform. Og
at denne har et Værd, kan ses af, at Nutiden saa ofte, dog vistnok under en uklar og vaklende
http://rcin.org.pl