http://rcin.org.pl

36 Række 102—120
som ved: 108 og udførte omtrent som der og paa andre Stykker. Ved de nedhængende Striber
af tre og tre kortere eller længere Riller mindes man det tilsvarende Træk ved de ældste Kar:
A3; skjøndt Afstanden i Tid og Forskjellen i Stil er stor, maa dette sikkert være nedarvet. Egen
er Inddelingen af Bugens øvre Flade med Striber, der skiftevis ligge i forskjellig Retning. Det
samme ses imidlertid paa et lignende Kar fra samme Jættestue, og her er der, det kan siges til
alt Held, lidt ægte Beviklingsindtryk nærmest ved Mundingsranden : en enkelt beviklet Traad er
aftrykt rundt om. Saaledes er ogsaa det store Kar, det mest udprægede Exempel paa den nye,
dybe Stil, bragt i næsten umiddelbar Forbindelse med Traadornamentiken.
Ligesaa godt i kunstnerisk Henseende er det blankt sorte Kar: 117. Vinkellinierne minde
om andet fra denne Tid, Rillerne paa Bugen om det sidst omtalte Kar og navnlig de tre ned-
hængende Riller paa Overdelen. Som Stilen maa Tiden omtrent være den samme, skjøndt Ril-
lerne her ikke ere mønstrede, men glatte i Bunden. De 3 -4 Riller, altid som ved disse Kai-
dannende en Stribe med modsat Retning af Mun-
dingsranden, kunne anføres som et nyt Kjende-
mærke for denne Tid, om de end træffes ved ad-
skillige Skaale af ringere Arbeide, som ved: 118,
der mulig allerede henhøre til den paafølgende
Gruppe.
Endnu maa det ligeledes blankt sorte Kar: 115
høre herhen, skjøndt andre Træk ere indførte.
Kantbaandet er imidlertid som ved: 111, de af-
stregede Vinkelbaand som ved: 108, der begge
efter andre Enkeltheder maa henføres til denne
Gruppe.
Vexlende Karformer og forskjellige Mønstre ere her blevne samlede til Tiden nærmest efter
Beviklingsornamentiken, dels efter den øvrige indbyrdes Lighed, dels fordi den beviklede Traad
endnu sparsomt er anvendt. Men endnu flere Kar med andre Mønstre kunne tidfæstes paa
samme Maade. Begge Ørerne paa Skaalen: 119 ere mønstrede med rækkevis anbragte, brede
Aftryk af beviklet Traad; men paa det ene af dem er der derpaa i selve Aftrykkene sat dybe
Stik ved Stik, som man i den nye Stil paa kraftigere Maade efterlignede de ældre Traadaftryk.
Næsten er det, som man her føres hen til det Øieblik, da Arbeideren følte, at Traadaftrykket
stod for svagt og burde gjøres kraftigere. Og derefter fortsatte han, ikke med Traaden, men
med Formpinden, først forneden med de kjendte Vinkellinier, der gribe ind i hinanden. Men
paa den ene Side af Øret var det lidt vanskeligt at komme til. Vinklerne forskubbede sig saa-
ledes, at de kom til at mødes med Spidserne, og Arbeideren saa da, at det gav et nyt og smukt
Mønster: han anvendte det strax under Karrets Mundingsrand. Man fristes virkelig til saaledes
lige at pege paa Stedet, hvor det nye Mønster er fremkommet — og skulde det nu ikke være
netop paa dette Kar, saa maa det dog være blevet til omtrent saaledes. I hvert Fald have vi
ved denne Skaal en Ornamentdannelse, der er umiddelbart knyttet til Beviklingsmønstrenes Tid.
Fra samme jydske Jættestue er den mærkelige Skaal paa høi Fod: 120, mønstret med de
samme forskudte Vinkellinier, som danne et Firkantmønster; det findes baade ind- og udvendig
langs Overkanten og om Foden. Fremdeles ses her Krydsafstregningen i en Inddeling med Fir-
kanter. Ogsaa paa andre Lerkar ere de forskudte Vinkellinier ledsagede af Krydsafstregningen 5 .
Dermed ere Hovedtrækkene nævnte i den nye Stil, der fremkom efter Beviklingsornamen-
tiken, og de mest benyttelige vedrørende Fund omtalte. Sjælden kommer man i Oldtiden en
Stiloprindelse saa nær og er den saa nøie paaviselig. Thi det fremførte maa ikke betragtes som
Gisninger, men som godtgjort ved Bevis, som dette nu alene kan føres i denne Sag: ved Lig-
heder i Mønstre og Arbeidsmaade. Her mangler nemlig det Hovedmiddel, der ofte ellers haves
http://rcin.org.pl