78 Række 245—276 de findes i de ældre jydske Enkeltgrave sammen med det Lerarbeide, der foran betegnedes som et fremmed Indskud 4 . Ogsaa Formkunsten kunde da være det. Og virkelig findes der for Øxerne som: 246 med det knapformede Fremspring ved Nakken et Fællesskab indtil Mellemeuropa 5 , medens der for: 249 trætfes ret nøie Liglieder over Nord- og Mellemtydskland 6 , og Grundformen til : 248 er udbredt over Mellemeuropa indtil Italien 7 . Den Række, hvis yngste Led er gjengivet i: 257, har særlig hjemme i Sve- rige og syd for hinsides Østersøen 8 , og til den anden Side, paa det liansk-britiske Omraade, træffes Grundformen for: 254 9 . Ganske svarende til hvad der saas ved Lerkarrenes Ornamentik, vise Stridsøxernes Formel- et vidtstrakt Fællesskab med andre Omraader, og at Norden var den modtagende Part er lier givet, idet flere af Formerne paa sydligere Grund have havt Forbilleder af Kobber eller Bronze. I al F'ald for: 246 kan dette med Sikkerhed antages 10 , og ogsaa for: 249, som dette foran blev sagt, S. 60. Saaledes vil denne Form- kunst være mere forstaaelig, som dels saa vexlende, dels saa af- grænset, udtrykt alene i Strids- øxerne, kommer frem i vort Land : den er i sin Grund fremmed og endog ikke skabt i Sten, men i Metal. Paa den anden Side blev den fuldstændig hjemlig, som Prydkunsten blev det. Ligesaa- lidt som et eneste Lerkar er vel nogen Stenøxe fremmed Arbeide. Tilmed som Leret blev ogsaa Stenen i Norden behandlet med langt større Dygtighed end sydpaa; en Øxe som: 254 maa siges at være af fuldendt skjøn Form. Men overleverede fra Haand til Haand forringedes Formerne lidt efter lidt. Den kraftige, fir- sidede Form: 249 blev bred og afrundet: 251 og derefter langstrakt og afsmalnende mod Enderne: 252 og 258. Sildig er ligeledes den lange, spinkle Øxe: 255 og alleryngst en Øxe som: 256, ved hvilken hele Kunstformen er gaaet tabt. I den samme udglattede Slankhed endte en anden Række: 257, der ved Begyndelsen hører til det mest udprægede 11 . Under den fortsatte Udnyttelse blev altsaa det oprindelige Kunstindhold sat til. Men ogsaa kunde det gaa lige modsat. Den Række, hvori den ædle Form : 254 be- tegner Høidepunktet, har længere fremme bredt udvidede, grove Linier: 259 og over- drevet store Flader: 233. En uskjøn Yder- form er: 234, og rent udskeiende er: 250 fra den gode Førsteform : 246, hvorfra begge disse Øxer er udgaaede. Samtidig virkede altsaa begge de Maader, hvorpaa Kunstens Gaver sættes til, enten ved at afslides indtil den sidste Levning, eller ved at udnyttes udover rimelig Grænse. Stenalderens Formkunst endte som andre Tiders i en jævnsides løbende Dekadence og Manierertlied. <strong>http</strong>://<strong>rcin</strong>.<strong>org</strong>.<strong>pl</strong>
<strong>http</strong>://<strong>rcin</strong>.<strong>org</strong>.<strong>pl</strong>