http://rcin.org.pl

Række 102—120 37
til Paavisning af Samtidighed og Efterfølge, nemlig at visse Sager stadig findes sammen og ikke
i Forbindelse med visse andre. Naar disse Lerkar fremdrages i Stengravene, er det derimod
oftest i Forbindelse med yngre Kar, der ere tilkomne ved fortsat Benyttelse af de samme Grave,
og naar de optages paa Bopladser, ere de sædvanlig afleirede her sammen med baade ældre og
yngre Sager. Dertil kommer, at der paa disse Steder ligesom i Eng eller Mose kun undtagelses-
vis er truffet hele Kar eller dog større Dele, og at den hele F'undrække er meget lille i Sammen-
ligning med, hvad der foreligger fra mange andre Tider. Alle disse Forhold er det, som gjør,
at det ikke let erkjendes, at der her foreligger en samlet Stilgruppe, tilmed en af de mærkeligste
i vor Oldtid, til hvis Forstaaelse der kræves baade nøie og forsigtig Overveielse.
Først er der de store indbyrdes Forskjelligheder saavel med Hensyn til Karformen som til
Prydkunsten. Staaende overfor dette vil Forskeren søge at skjelne mellem ældre og yngre og
ordne i Tidsrække; men her vil det ikke lykkes, hverken nu eller naar Fundene mulig ere for-
doblede gjennem et nyt hundred Aar — saalænge har det varet at tilveiebringe det nu forelig-
gende. Thi foran er det set, at alle disse Forskjelligheder ere knyttede til Tiden nærmest efter
Beviklingsornamentiken. Det maa fastholdes og forstaas, at de ere omtrent samtidige.
Der vil da spørges, om de mange Forskjelle ikke skyldes det, at Omraadet ikke er det
samme. Men det oftest forekommende ornamentale Led, de dybe Riller med Efterligning af
Beviklingsindtryk, som ved: 104, 108, 109, 110 og 114, ses paa Lerkar fra Egnen ved Haderslev,
Veile og Varde, fra Nordfyen og Langeland, fra Kalundborg- og Vordingborg-Egnen og fra Stevns.
Vinkelmønstret som ved: 102 og 103 kjendes fra Midt-og Øst-Jylland og fra Bornholm, Firkant-
mønstret som ved: 119—120, fra Midten af Djursland og fra det nordvestlige Sjælland. Intet
tyder da paa, at Stilforskjellene have været indbyrdes stedlig afgrænsede. Selvfølgelig ere de
hver for sig først fremkomne paa et enkelt Sted og ved Enkeltmands Haand; men Spredningen
er foregaaet saa hurtig og under saa nøie Fastholden af Enkelthederne, at Tidsforskjellen ikke
kan erkjendes, og tillige saa vidt omkring, at det ikke kan ses, hvor det enkelte Træk først er
dannet. Alle de forskjellige Former, Mønstre og Maader maa betragtes som samtidige og fælles
for hele vort Omraade — hvorledes dette kan være Tilfældet, maa forklares.
Men tillige kræver denne mærkelige Høining af Haandværk og Kunst en Forklaring, dette
navnlig under Hensyn til det Tidspunkt, hvorpaa den er foregaaet, langt tilbage i Stenalderen,
saa lidet forberedt, som den er, gjennem den forudgaaende Beviklingsornamentik. Afvexlingen
i Former, Mønstre og Udførelsesmaade, den beherskede Ornamentering af Fladen, den fine og
omhyggelige Behandling giver dette Lerarbeide en høi Rang sammenlignet med Alt, hvad der
ellers udførtes hele Oldtiden igjennem, bortset alene fra den nærmest paafølgende Tid, der viser
en fortsat Stigning, som dette skal blive fremstillet. Lerarbéider i en ædel, rig og ren Stil træffes
i Danmarks Stenalder kun paa dette ene Punkt. Hertil kommer den fineste Lermasse, som ved :
114, og den blankt sorte Overflade, som ved: 115—117 og 119—120, der kun træffes paa eet
senere Tidspunkt, da gammel-italisk Tilvirkning i de første Aarhundreder eft. Chr. naaede frem
til vort Land.
Til Forstaaelsen af alt dette maa først fremholdes, hvad disse Lerarbeider selv angive: at
der her var en af disse Undtagelsestider, som kunne paapeges rundt om i fjærne og nyere Kultur-
forløb, da Virksomhed og Frembringelse paa et eller flere Punkter tager uvanlig Fart og naar
frem til en mærkelig Høide. Med Overbevisning er dette gjort gjældende til Forklaring af Stor-
heden i vor ældre Bronzealder 6 , idet der henvistes til andre Stortider i Kunst og Virken hen
gjennem Menneskehedens Historie. Paa samme Maade maa der her i Stenalderen have været
en særegen Opgang og Fremdrift, selvfølgelig dog bundne indenfor Tidens Muligheder, under
Førerskab af de enkelte Begavelser, som derefter fulgtes af flere. Dette ikke blot med Hensyn
til Lerarbeidet og Prydkunsten; de Stenbygninger, der ikke med Urette betegnes som Jættestuer
og Kæmpegrave: 278—281, bleve reiste i denne Tid, medens Efterkommerne paany benyttede
http://rcin.org.pl