http://rcin.org.pl

Række 245—276 81
trinlige Arbeide maa hidrøre fra Stenalderens sidste Afsnit. Langt overgaaende, hvad der videst
kunde kræves under et Nyttehensyn, maa det betegnes som Tidens skaltede Kunst, der virkelig
naaede en Høide, som ogsaa Kjenderen af senere Tiders Kunst vil frydes ved og beundre. Rent
bortset fra Ælde og fra, hvad det er som historisk Vidnesbyrd, har det et indre Værd som
Kunstarbeide, der vil sikre dets Pris gjennem alle Tider.
Denne Flintkunst er fremgaaet af Haandværket, som det ogsaa er Tilfældet med den til
Lerkarrene knyttede Kunst og med det kunstneriske Kvindearbeide, der antages at have ligget
bagved. Men var det ad denne Vei, at Kunsten kom frem i Stenalderen, da forstaas det umid-
delbart, at der ingen Billedkunst fandtes: der var intet Haand værk, hvorfra den kunde udgaa.
Naar der samtidig reiste sig en høi Figurkunst i de østlige Middelhavslande, da var det paa en
ganske anden Natur- og Kulturgrund end den nordiske, S. 7. Dog kan der her paavises en
Art Fremstillingskunst, men kun med Tegn som i den ældre Stenalder, se: 25—28. Fuldt over-
ensstemmende med den Maade,
hvorpaa den øvrige Kunst frem-
kom, vare Tegnene ikke frit op-
fundne, men dannede efter det
kjendte i Menneskelivet.
Et Udgangspunkt til Erkjen-
delsen heraf give Mærkerne paa
Stene som: 270 16 . Kredskorset
er et helligt Tegn for Solen, vel
kjendt fra Bronzealderen; men
det er her og paa flere andre
Sten indhugget mellem og for en
stor Del tværs igjennem de saa-
kaldte »skaalformede Fordyb-
ninger«, runde, indborede eller
indhuggede Huller. Paa Stenen:
271 ses en Kreds, der ligeledes
var Bronzealderens Soltegn, omsluttende en Gruppe Huller og gjennemskjærende et af dem.
Hullerne maa have været der forud ; de vare ældre og vides at hidrøre fra Stenalderen, idet de
ses ind- og udvendig paa Dyssernes og Jættestuernes Sten. Da Kredsen var et helligt Tegn, er
det sandsynligt, at ogsaa de ældre Mærker vare det, og da snarest af beslægtet Betydning. Men
denne maa kunne findes, idet ligesom Solens Tegn saaledes ogsaa de runde Mærker maatte ligne
Forbilledet, hvorefter de dannedes, og som de forestillede. Det findes nu, at de runde Huller,
der staa enkeltvis, flere sammen eller i stort Antal paa mangfoldige Sten, fritliggende eller ind-
føiede i Gravkamrene, ofte i Række eller forbundne ved en Rende: 272, 273, have megen Lighed
med de Huller, som fremkomme ved Ildboring i Træ. Det kan antages, at Ilden betragtedes
som en overnaturlig Magt, og at Boringshullet blev Forbilledet for et helligt Tegn for Ilden.
Senere blev Solen dyrket som Guddom for Ilden, og det nye Soltegn blev da indføiet mellem
de ældre. En Støtte for denne Opfattelse er det, at de samme runde Mærker, mellem hvilke
der ofte er indføiet andre Tegn, træffes ikke blot ud over Europa, men ogsaa i Asien og Ame-
rika. Der synes overalt at maatte have været et fælles Grundlag herfor, nemlig den almindelig
anvendte Fremgangsmaade med at tilveiebringe Ild ved Boring. De runde Mærker skulde da
være Udtryk for fælles Urforestillinger af religiøs Art.
Nogen Forbindelse med den gamle Boreornamentik have disse Mærker altsaa ikke. Gjen-
nemgaaende staa de uden Orden, aldrig i et bestemt Mønster, store og smaa mellem hverandre
og ligeledes ganske svagt fordybede ved Siden af de stærkest udhulede. Havde de skullet danne
http://rcin.org.pl
li