http://rcin.org.pl

78 Række 245—276
de findes i de ældre jydske Enkeltgrave sammen med det Lerarbeide, der foran betegnedes som
et fremmed Indskud 4 . Ogsaa Formkunsten kunde da være det. Og virkelig findes der for
Øxerne som: 246 med det knapformede
Fremspring ved Nakken et Fællesskab
indtil Mellemeuropa 5 , medens der for:
249 trætfes ret nøie Liglieder over Nord-
og Mellemtydskland 6 , og Grundformen til :
248 er udbredt over Mellemeuropa indtil
Italien 7 . Den Række, hvis yngste Led er
gjengivet i: 257, har særlig hjemme i Sve-
rige og syd for hinsides Østersøen 8 , og til
den anden Side, paa det liansk-britiske
Omraade, træffes Grundformen for: 254 9 .
Ganske svarende til hvad der saas ved Lerkarrenes Ornamentik, vise Stridsøxernes Formel-
et vidtstrakt Fællesskab med andre Omraader, og at Norden var den modtagende Part er lier
givet, idet flere af Formerne paa sydligere Grund have havt Forbilleder af Kobber eller Bronze.
I al F'ald for: 246 kan dette med Sikkerhed antages 10 , og ogsaa for: 249, som dette foran blev
sagt, S. 60.
Saaledes vil denne Form-
kunst være mere forstaaelig, som
dels saa vexlende, dels saa af-
grænset, udtrykt alene i Strids-
øxerne, kommer frem i vort Land :
den er i sin Grund fremmed og
endog ikke skabt i Sten, men i
Metal. Paa den anden Side blev
den fuldstændig hjemlig, som
Prydkunsten blev det. Ligesaa-
lidt som et eneste Lerkar er vel
nogen Stenøxe fremmed Arbeide. Tilmed som Leret blev ogsaa Stenen i Norden behandlet med
langt større Dygtighed end sydpaa; en Øxe som: 254 maa siges at være af fuldendt skjøn Form.
Men overleverede fra Haand til Haand forringedes Formerne lidt efter lidt. Den kraftige, fir-
sidede Form: 249 blev bred og afrundet: 251 og derefter langstrakt og afsmalnende mod Enderne:
252 og 258. Sildig er ligeledes den lange, spinkle Øxe: 255 og alleryngst en Øxe som: 256, ved
hvilken hele Kunstformen er gaaet tabt. I den samme udglattede Slankhed endte en anden Række:
257, der ved Begyndelsen hører til det mest
udprægede 11 . Under den fortsatte Udnyttelse
blev altsaa det oprindelige Kunstindhold sat
til. Men ogsaa kunde det gaa lige modsat.
Den Række, hvori den ædle Form : 254 be-
tegner Høidepunktet, har længere fremme
bredt udvidede, grove Linier: 259 og over-
drevet store Flader: 233. En uskjøn Yder-
form er: 234, og rent udskeiende er: 250
fra den gode Førsteform : 246, hvorfra begge
disse Øxer er udgaaede. Samtidig virkede altsaa begge de Maader, hvorpaa Kunstens Gaver sættes
til, enten ved at afslides indtil den sidste Levning, eller ved at udnyttes udover rimelig Grænse.
Stenalderens Formkunst endte som andre Tiders i en jævnsides løbende Dekadence og Manierertlied.
http://rcin.org.pl