Kirkens præsidenters lærdomme Lorenzo Snow - The Church of ...

K A P I T E L 1 6
»Så vi må blive ét«
»Den Almægtiges røst kalder os ud af forvirringen …
og til at danne et fællesskab og et kærligt broderskab,
i hvilket vi bør elske hinanden, som vi elsker os selv.«
Fra Lorenzo Snows liv
Inden de hellige blev uddrevet fra Nauvoo, mødtes Kirkens
ledende brødre i templet. De indgik pagt om, at de »med alle midler
og al den indflydelse, de havde til rådighed, aldrig ville stoppe
deres indsats for, at de hellige, som var tvunget til at forlade Nauvoo,
kunne slå sig ned på et samlingssted for de hellige.« 1 Fast
besluttet på at holde denne pagt oprettede præsident Brigham
Young Emigrationsfonden i 1849. Under dette program udlånte
Kirken penge til emigrerende hellige med aftale om, at de ville
betale deres lån tilbage efter at være ankommet til Utah og have
fundet arbejde.
Præsident Young kaldte ældste Lorenzo Snow og andre til at
skaffe midler til denne fond. Det var svært for ældste Snow at bede
de hellige om bidrag – de var selv fattige, de var blevet fordrevet
fra sted til sted, inden de slog sig ned i Saltsødalen. Han skrev i sin
dagbog: »Udførelsen af missionen med at skaffe midler fra de hellige,
som efter at være blevet røvet og udplyndret, havde foretaget
en rejse på mere end 1600 kilometer og kun lige havde slået sig ned
i et tørt, øde område i den amerikanske ørken, oplevede jeg som
en lidt umulig opgave. Med meget få undtagelser havde folk meget
lidt eller intet, de kunne undvære.« Men hvor ældste Snow end henvendte
sig, gav folk alt det, de kunne. Han fortalte: »Den indsats og
villighed, som blev udvist alle steder, at presse lidt ud af den smule
man havde – følelsen af gavmildhed og sjælelig storhed, som jeg
mødte alle vegne midt i fattigdommen, de hjertelige hilsener jeg
modtog, selv hvor fattigdommen var den fremherskende måde at
191