Kirkens præsidenters lærdomme Lorenzo Snow - The Church of ...

kAPITel 17
Ældste Snow forsatte: »Efter en stille stund på bjerget væk fra
enhver sandsynlig forstyrrelse, påkaldte vi Herren i højtidelig bøn
om at redde barnets liv. Da jeg tænkte over den kurs, vi ønskede
at følge, de påstande vi snart ville fremlægge for verden, anså jeg
denne omstændighed for at være af umådelig betydning. Jeg kender
ikke til noget offer, som jeg ikke var villig til at yde, for at Herren
ville opfylde vores ønske.«
Da de vendte tilbage til familien Guy den eftermiddag, gav ældste
Snow Joseph en præstedømmevelsignelse. Da de tog hen for
at se til familien nogle få timer senere, fortalte Josephs far med et
taknemligt smil, at drengen havde det meget bedre.
»8. sep. Barnet havde haft det så godt, at forældrene var i stand
til at hvile sig, hvilket de ikke havde kunnet gøre et stykke tid. I
dag kunne de gå fra ham og passe deres arbejde.« Da Josephs mor
udtrykte sin glæde over drengens bedring, svarede ældste Snow:
»Det har Gud i himlen gjort for dig.«
»Fra det øjeblik begyndte han at komme sig,« fortalte ældste
Snow, »og med hjertet fyldt af taknemlighed mod vor himmelske
Fader er jeg glad for at kunne sige, at han inden for få dage stod ud
af sengen og sluttede sig til sine små legekammerater.« 5
Efter denne oplevelse følte ældste Snow, at omstændighederne
var »så gode, som man kunne forvente« for at Herrens værk kunne
gå fremad blandt folket. Den 19. september 1850, præcis 11 måneder
efter at han var taget hjemmefra for at tjene i Italien, fortalte
han sine kammerater, at de skulle »begynde deres offentlige virke«.
De steg atter op på et bjerg, hvor ældste Snow indviede landet til
forkyndelse af det gengivne evangelium. 6
Ældste Snows ord til madame Guy – »det har Gud i himlen gjort
for dig« – afspejlede hans belæringer om præstedømmet livet igennem.
Han mindede de hellige om, at »Guds herlighed og kraft skulle
tilkendegives« til gavn for andre gennem præstedømmebærernes
virke 7 (se forslag 1 på s. 210).
204