Kirkens præsidenters lærdomme Lorenzo Snow - The Church of ...

203
kAPITel 17
Selvom missionærerne ikke straks gik i gang med at forkynde,
sørgede ældste Snow for at få udgivet nogle pamfletter på italiensk
og fransk. Desuden viste han og hans kammerater velvilje mod folk
omkring dem. »Vi bestræbte os hårdt på at lægge en grundvold, vi
senere kunne bygge på,« sagde han, »vi forberedte stille og roligt
folks sind på at modtage evangeliet ved at opbygge venskabelige
følelser hos dem omkring os. Alligevel syntes det meget mærkeligt,
og det holdt hårdt for min tålmodighed, at være mellem interessante
mennesker i uger og måneder uden at være aktivt og offentligt
engageret i at fortælle om de betydningsfulde principper, som jeg
var blevet udsendt for at udbrede.« 4
Valdensernes følelser omkring Kirken begyndte at ændre sig
påfaldende, efter ældste Snow forrettede en præstedømmevelsignelse
for en dreng, som var blevet meget syg. Ældste Snow skrev
følgende i sin dagbog:
»6. sep. Denne morgen var min opmærksomhed rettet mod
Joseph Guy, en treårig dreng, vores værts yngste barn. Mange venner
havde besøgt barnet, der, for så vidt det var menneskeligt muligt
at vurdere, ikke havde langt igen. Jeg gik ind for at se til ham om
eftermiddagen: Døden havde taget tag i hans krop; hans tidligere så
sunde statur var nu reduceret til et skelet, og det var kun ved nøje
observation, at vi kunne se, at han var i live.«
Bekymret over modstanden mod at forkynde evangeliet og for
den lille Joseph Guy, henvendte ældste Snow sig til Herren om
hjælp den aften. Han mindedes senere: »Før jeg gik til ro, påkaldte
jeg Herren for at hjælpe os på det tidspunkt. Mine følelser ved den
lejlighed vil jeg ikke glemme lige med det samme.
7. sep. Denne morgen foreslog jeg … at vi fastede og trak os tilbage
i bjergene for at bede. Inden vi tog af sted, gik vi ind og så til
barnet; hans øjeæbler vendte opad. Hans øjenlåg faldt i; hans ansigt
og ører var tynde og havde en marmoragtig nuance, som varslede
snarlig opløsning. Dødens kolde sved dækkede hans krop, og livets
kraft ville snart ebbe ud. Madame Guy og andre kvinder græd,
mens monsieur Guy hang med hovedet.« Hviskende til ældste Snow
og de andre missionærer, sagde monsieur Guy: »Han dør. Han dør.«