Kirkens præsidenters lærdomme Lorenzo Snow - The Church of ...

kAPITel 18
sende en bror ud for at passe en aftale, men nærede et undertrykt
ønske om selv at få æren for det. Hvis aftalen ikke blev overholdt,
så irettesatte han den skyldige, ikke fordi Herrens værk led nogen
skade, eller fordi broderen var gået glip af en velsignelse, men fordi
han afskyede ikke at blive adlydt. I et tilfælde, hvor et antal mennesker
blev døbt af en bror, frydede hans hjerte sig ikke så meget
over, at disse mennesker blev bragt ind i pagten, men fordi det blev
gjort under hans opsyn, og han nærede et hemmeligt ønske om, at
ingen person under hans ledelse skulle have for megen ære, medmindre
hans eget navn blev nævnt i samme anledning.«
Ældste Snow bemærkede, at hvis et medlem i grenen havde held
med en opgave, men ikke fulgte lederens råd til punkt og prikke,
så havde lederen »en ånd af misundelse … som lå på lur under
overfladen trods det, at der blev udtrykt påskønnelse.« Han fortsatte:
»Denne ånd var skjult, dens resultater kom ikke åbenlyst til udtryk,
men det ville den gøre, hvis den ikke blev korrigeret, den var et indbygget
onde, som med tiden ville ødelægge hans brugbarhed. Den
bragte ham meget unødigt besvær i udførelsen af hans kald; og den
udgjorde også en konstant kilde til ubehag i hans eget sind. Ivrig
efter at fremme Guds sag, men altid på en måde, så hans bidrag var
synligt i alt. Ivrig efter at give vejledning, men omhyggelig med at
sætte sit fulde navn på den.«
Ældste Snow skrev ikke dette brev for at fordømme den lokale
leder. Hans hensigt med at skrive var at hjælpe andre ledere – således
at den stolte indstilling, han beskrev, »kunne ses, genkendes
og undgås« blandt dem. Han advarede om, at mange mennesker,
»som oprigtigt anså sig selv for at være blottet for denne selvforherligende
indstilling, ved et nærmere eftersyn på de motiver, som
styrede deres adfærd, til deres overraskelse ville opdage, at denne
indstilling var drivkraften bag mange af deres handlinger.«
Efter at være kommet med denne advarsel sagde han: »For at
blive, som Gud ønsker os, må vi glæde os over andres fremskridt,
ligesom vi glæder os over vore egne fremskridt; glæde os over at
Zions sag fremmes, uagtet hvem Forsynet befaler at gøre det og
ikke lade misundelsen slå rod i os, når et svagere redskab end os
kaldes til større ære; vær tilfredse med at højne et mindre embede,
indtil I kaldes til et større; vær tilfredse med at udføre de små ting
214