Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

spændende historie, men næppe synderlig aktuel set med
europæiske øjne, men den ligner de efterfølgende politiske
holdningsudvekslinger i de europæiske lande, der fulgte
i årene fremover.
Et andet problem var rekruttering af mobilityinstruktører.
Pionergruppen var stort set autodidakt. Det var ikke et
grundlag, der kunne fortsætte. Hines Center tog tyren ved
hornene og gennemførte et kursus. I realiteten var kursisterne
på dette kursus de folk, der langt op i århundredet
styrede og havde indflydelse på udviklingen af mobility.
Grundsubstansen på kurset var "lær det selv". At gennemføre
en egentræning med sorte briller som metode var dengang
ret revolutionært. Man trådte blindeorganisationerne
over tæerne ved at "lege" blinde, og man vovede at lægge
vægt på praktisk forståelse i modsætning til det rent teoretiske.
Men det virkede, og det praktiske har siden været
hovedgrundlaget i uddannelse af instruktører.
Efterhånden som mobility eller "Orientation & Mobility"
(O&M), som navnet hurtigt blev, vandt indpas både i de traditionelle
blindeskoler og i de spirende centre for nyblinde,
var træning af instruktører en forudsætning for udviklingen.
Det lykkedes at etablere en uddannelse, først på Boston
College og siden på Western Michigan University. Uden
at give køb på den rent praktiske del blev et væsentligt
akademisk grundlag tilføjet. Hermed var O&M etableret
som profession, selv om den "politiske" krig, både hvad angår
berettigelse og indhold, langtfra var afsluttet. I årene
der fulgte, blev uddannelse af instruktører taget op af stadigt
flere amerikanske universiteter.
Set med europæiske briller kan historien om O&M på "amerikansk"
være mindre væsentlig, men uden at kende til
Richard E. Hoover er det som matematikeren, der ikke kender
Arkimedes, eller som blindelæreren, der ikke har hørt
om Louis Braille. Desuden er begivenhederne i USA et
10