Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

logiske spørgsmål var, om der slet ikke var rehabiliteringsmuligheder
for dem.
Med 2. verdenskrigs afslutning, den begyndende opbygning
af velfærdsstaterne og de begyndende økonomiske opsving
var der basis for nytænkning, også på blindeområdet. Det
gjaldt også med hensyn til mobility. Starten i USA blev
bemærket, også i Europa. Anta Rymann fra Stockholm og
W. Kooyman fra Holland besøgte hver især Amerika omkring
1950, og de blev begge meget optagne af de nye tiltag
omkring mobility. Begge fik de en begrænset træning
og gik i gang med undervisning efter hjemkomsten. De var
i høj grad medvirkende til at initiere O&M i deres respektive
lande. For begges vedkommende var den fysiske teknik det
væsentlige (for eksempel er disciplinens navn i Sverige den
dag i dag "käppteknik"). I mange år herefter satte de et
meget personligt præg på mobility og på træning af
instruktører. I Sverige blev mobility en mindre del af den
generelle blindelæreruddannelse. I Holland var uddannelse
af instruktører af meget kort varighed og kan nærmest
betegnes som en vejledning. Både Holland og Sverige havde
fordelen af at få begyndt tidligt. Til gengæld kneb det
mere med at følge udviklingen både i USA og, efterhånden
som den kom i gang, også i det øvrige Europa.
Andre end de ovennævnte personer var begyndt andre steder
i Europa. Enkeltpersoner havde fået interessen og
havde været så heldige at få lov af arbejdsgiver til at arbejde
med mobility, dog ofte som ekstrajob ved siden af deres
"rigtige" arbejde på institutionen. Deres forudsætninger
var – mildt sagt – forskellige. På baggrund af nogle praktiske
personlige lektioner af en kollega, et kort studiebesøg
eller et par artikler fra fagtidsskrifter var de gået i gang
med at undervise. I sagens natur havde de kun mulighed
for at arbejde med få, frivillige klienter i den korte tid, der
var til rådighed. At lektionerne ikke betragtedes som særlig
nødvendige, når nu der ikke var afsat rigtig arbejdstid til
12