Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

heller ikke den store forskel. Desuden var mobilitykurset
ikke i første omgang officielt kvalificerende. Senere defineredes
en "bestået" mobilityuddannelse med et bevis for
gennemført uddannelse. Efter forhandling kom et bevis for
gennemførelse dog til at virke som officiel godkendelse til
at fungere som underviser i Fritidslovens regi for denne
form for handicapkompenserende specialundervisning.
Uddannelsen indeholdt ikke ADL. Især de instruktører, som
arbejdede freelance i samarbejde med DBS, følte det efterhånden
som en stor mangel, da de ofte var den eneste fagperson,
som den voksne – oftest senblinde – klient kom i
forbindelse med. De blev derfor konstant konfronteret med
ADL-situationer i arbejdet og måtte forholde sig til dem.
Ret hurtigt forsøgtes dette forhold afhjulpet ved, at Statens
Institut for Blinde og Svagsynede gennemførte ADL-kurser
af fire ugers varighed efter behov. Dette ADL-kursus var
ikke i forbindelse med mobilityuddannelsen, før hele
uddannelsen blev omlagt ved årtiets afslutning.
Kursisterne var fra begyndelsen institutionernes personale,
som havde et forudgående kendskab til blindeområdet.
Efterhånden kom flere udefrakommende kursister til.
De havde ikke nødvendigvis denne baggrund. Kravene til
grunduddannelse eller arbejdserfaring fra området var ikke
specificeret. De folk, som institutionerne og efterhånden
også Dansk Blindesamfund sendte, blev optaget. Der var
lærere, ergoterapeuter, socialpædagoger og faglærere.
Hertil kom så – særligt i begyndelsen – enkelte, der ikke
havde hverken pædagogisk eller terapeutisk baggrund
i øvrigt.
Det første sammenhængende instruktørkursus af 12 ugers
varighed fandt sted i 1970. Meningen var, at det skulle gentages,
når der var brug for det. Det blev en årligt tilbagevendende
foreteelse, selv om det i begyndelsen kørte på ad
hoc-basis.
47