Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

uddannet instruktør blev rettet mod de synshandicappede
klienter.
Som i andre lande var opmærksomheden i mobilityundervisningens
opstartsperiode rettet mod totalt blinde, som
i øvrigt var fysisk velfungerende. I takt med, at antallet af
mobilityinstruktører steg, blev der mulighed for at rette
opmærksomheden mod synshandicappede, der ikke passede
helt ind i denne gruppe. Op gennem 1970'erne blev det
efterhånden muligt at brede undervisningen ud, så også
andre grupper af synshandicappede kunne tilbydes mobilityundervisning.
Først og fremmest var der gruppen af ældre, som førhen
havde fået en mildest talt sporadisk betjening. Antalsmæssigt
var det oven i købet den største potentielle klientgruppe.
Instruktørens målsætning for undervisningen var den
samme som for "standardeleven", men metodikken var forskellig.
De ældre, ofte senblinde, klienter havde ofte meget
små forventninger til udbyttet af undervisningen. Det, som
instruktøren tilbød, kolliderede med klientens egne fordomme
over for synshandicap og mulighederne for selvstændig
mobilitet. Det var tilsyneladende dengang mere
udtalt end senere, hvor begrebet mobility blev mere kendt.
Også dengang var macula-degeneration hovedårsagen til
nedsat syn hos ældre. Det kunne være mindre forståeligt
for klienten at opfatte sin mobilitet som undervisningskrævende,
når han trods alt som oftest var i stand til at se
"noget". Instruktørens sædvanlige undervisningsmiddel –
den lange stok – var ikke hensigtsmæssig i alle tilfælde.
Mobility uden stok eller med markeringsstok havde ikke
haft den største plads i datidens instruktøruddannelse.
Undervisningsmetoden måtte tilpasses i forhold til klientens
alder og synsrest. Klienten måtte ofte overtales til at "prøve"
undervisning, før han accepterede. Et positivt resultat
af undervisningen var på ingen måde sikkert.
25