Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

svært at forudse, at der ville være behov for det. Man ville
i første omgang blot gøre en kraftanstrengelse for at få
dækket det umiddelbare behov.
Det var blevet økonomisk muligt at opruste blindeundervisningen,
ikke mindst den handicapkompenserende undervisning.
Særlig blev der muligheder for at give undervisning til
voksne senblinde. Selv med gennemførelsen af én instruktøruddannelse
om året viste det sig, at det umiddelbare
behov for instruktører vanskeligt kunne dækkes.
Rent praktisk var der ikke mulighed for blot at dublere
Instituttets kurser. En ad hoc-løsning var, at et enkelt
instruktørkursus blev gennemført i Oslo i samarbejde med
Huseby Kompetansesenter med både danske og norske
undervisere og kursister. En anden ad hoc-løsning var, at
danske kursister deltog i amerikansk organiserede kurser
af seks ugers varighed i Paris. Ikke mindst medarbejdere fra
Refsnæs deltog her. Fra 1972 blev instruktører fra Refsnæs
uddannet på Statens Institut for Blinde og Svagsynede.
Den store interesse for mobility og behovet for at få uddannet
instruktører førte dengang til sonderinger af muligheden
for at iværksætte et fællesnordisk samarbejde. Modellen
var den engelske instruktøruddannelse. Imidlertid var
der praktiske vanskeligheder ved at gennemføre det, især
da Sverige ikke så muligheder for at ændre den tætte tilknytning
til deres blindelæreruddannelse. Muligheden for
at oprette et nordisk mobilityakademi blev drøftet, men
forspildt.
Instruktøruddannelsen eller Mobilitykurset, som det oftest
kaldtes i begyndelsen, havde naturligt nok til formål at
uddanne instruktører til at undervise i mobility. Faktisk
– måske af praktisk og økonomisk nødvendighed – var
udgangspunktet, at mobility var en isoleret, enkeltstående
færdighed, som ikke nødvendigvis indgik i helheden i for-
45