Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

Løn-, arbejds- og ansættelsesbetingelser
Mobilityinstruktørerne var i 1970'ernes første år en blandet
skare, hvad basisuddannelse angår. Alle havde gennemgået
instruktøruddannelsen, men der var ikke ved starten fastlagt
et krav om grunduddannelse. Institutionerne uddannede
interesserede medarbejdere efter behov og uden at
skele meget til de uddannelsesmæssige forudsætninger.
DBS, som koordinerede de første lokalinstruktører, stillede
heller ingen formelle uddannelseskrav, men sendte kursister,
som på en eller anden måde havde været i kontakt
med synshandicappede.
Denne forskellighed gav et meget forskelligartet billede af
løn- og arbejdsforhold. Institutionernes aflønningsforhold
lå fast: Mobilityinstruktører blev aflønnet i forhold til deres
grunduddannelse. F.eks. fik seminarieuddannede lærere
standardlønnen for lærere, med hvad der hørte til af anciennitet,
stedtillæg, ferieforhold m.v. De tilhørte da også
deres autoriserede lærerfagforening. Det samme gjaldt for
ergoterapeuter, fysioterapeuter, pædagoger osv.; altså var
der ikke samme løn- og arbejdsforhold for det samme
arbejde.
Forskelligheden gav anledning til individuelle diskussioner,
men ejendommeligt nok til få alvorlige kontroverser.
Spørgsmålene blev ordnet – om man så må sige – i mindelighed.
De første lokalinstruktører arbejdede på freelance basis.
Her var timelønnen ikke et diskussionsemne, da de arbejdede
under Lov om fritidsundervisning. Lønnen var sådan set
rimelig, men der var ingen sikkerhed i ansættelsen, da de
som sådan blev nyansat til hver enkelt elev. Altså: ingen
elever – ingen løn, ligesom der heller ikke var løn under
sygdom. Efterhånden som synscentralerne opstod, begyndte
mobilityinstruktørerne at få faste aftaler. Flertallet overgik
60