Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

ørn, havde på mobilityområdet en udvikling, der lignede
den på Det Kongelige Blindeinstitut.
I det hele taget var 1960'erne en forandringens tid. Velfærdsstaten
var på vej fremad med turbo og hele "forsorgen"
og specialundervisningen var under forandring og
ikke mindst udbygning. De to statslige institutter – Refsnæsskolen
og Det Kongelige Blindeinstitut, som nu havde
skiftet navn til Statens Institut for Blinde og Svagsynede,
SIBS – blev i denne periode fuldstændig forandret, både
hvad angår opbygning og holdning. Der var blevet økonomiske
muligheder for at arbejde med nytænkning.
Refsnæsskolen ændrede sig fra at være en noget lukket
kostskole for blinde børn til at være et ressourcecenter
med ordet integration som mantra.
Statens Institut for Blinde og Svagsynede blev – ud over
at flytte fra Kastelsvej på Østerbro til nye bygninger på
Rymarksvej i Hellerup i 1968 – flere gange større og fik
mulighed for at arbejde med nye uddannelser og nye tiltag.
Man begyndte – hvad der i denne forbindelse er vigtigt –
at arbejde målrettet med social rehabilitering af senblinde.
Når kun de to statslige institutter – Refsnæsskolen og
Statens Institut for Blinde og Svagsynede – indtil videre er
nævnt, så er det ikke tilfældigt, da de dengang stort set var
de eneste udbydere af undervisning/rehabilitering af synshandicappede.
Dansk Blindesamfund var dog gået ind i
undervisningsarbejdet i kraft af udnyttelsen af "Lov om fritidsundervisning".
I foreningsregi foregik en stigende kursusvirksomhed
af forskellig art, herunder også dele, der kan
betegnes som kompenserende. Mobility var dog ikke et
emne. På Dansk Blindesamfunds feriehjem i Hobro blev der
introduceret fjortendageskurser for nyblinde. Her optrådte
mobility som undervisningsfag med "lånte" undervisere fra
Instituttet sammen med øvrige kompenserende fag som
16