Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

Socialministeriet, til gennemførelsen. Fra midt i 1980'erne
måtte Instituttet yderligere opkræve et deltagergebyr, som
dækkedes af de ansættende myndigheder.
1980'erne forløb nogenlunde fast med et uddannelsesforløb
om året og med stort set samme indhold og et deltagerantal
på seks. Dog skete der mindre ajourføringer af
både skema og indhold hvert år. Få evalueringer forløb,
uden at de studerende fremsatte ideer til forøgelser i indholdet.
Ikke mindst ønskedes forøgelser på områder, der
var i udkanten af fagene mobility og ADL. Opbygningen
af synscentraler tog fart i disse år, og de uddannede instruktører
befandt sig hurtigt i den situation, at de blev involveret
i snart sagt alt relevant arbejde med synshandicappede.
Det var en vanskelig balancegang mellem at holde uddannelsen
som et fagligt kursus i mobility og ADL med et yderligere
indhold af synsgenerel art og en synsmedarbejderuddannelse,
der også kvalificerede fuldt ud til at undervise i
de to fag. Imidlertid var det en antalsmæssig forudsætning
for uddannelsens gennemførelse, at både fagundervisere
fra institutionerne og medarbejdere til synscentralerne
kunne deltage, så en videre specialisering til enkeltfagområder
var ikke mulig. 1990'erne fortsatte i samme spor.
Antallet af ansøgere var stort set passende i forhold til
kapaciteten. Dog var der et enkelt år plads til at gennemføre
uddannelsen med udefrakommende deltagere. Island
og Norge sendte jævnligt deltagere i denne periode. Yderligere
gennemførtes en enkelt uddannelse som et EU-projekt
med hovedsageligt græske og irske deltagere.
Runde 3
Imidlertid var der et stigende ønske, især fra synscentralerne,
om at målrette uddannelsen mere mod det lokale arbejde.
Samtidig blev der sat flere spørgsmålstegn ved det beti-
50