Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

Stokkens form har ikke været standardiseret. En hvid spadserestok
har vel været begyndelsen, men efterhånden er
det gået i retning af den tyndere metalstok, sammenklappelig
eller fast. Efterhånden som markeringsstokken blev
mere og mere almindelig som kendemærke for synshandicappede,
blev den tyndere firdelte sammenklappelige stok
den mest udbredte til markering.
Da anvendelsen af den hvide stok med indførelse af pendulteknikken
efterhånden vandt frem som direkte mobilityhjælpemiddel,
måtte den opfylde minimum ét krav, nemlig
at den havde den korrekte længde. Som standard var den
faste stok fremherskende. Den bestod – som den stadig gør
– af en let metallegering og et golfhåndtag som greb. Hertil
kommer, at den var forsynet med en udskiftelig plasticspids.
Den var stabil, relativt billig og yderst funktionsdygtig.
Imidlertid var længden, som jo skulle gå til brugerens
brystben, ikke lige praktisk, når stokken ikke var i brug.
Den kunne virke noget klodset f.eks. i offentlige transportmidler
og ved opbevaring. Adskillige former for sammenklappelige
eller teleskopsammenskydelige stokke blev forsøgt
konstrueret, men i lang tid var brugskvaliteten ringere
end ved den faste stok. De havde "slør", hvilket gjorde dem
mindre følsomme og dermed mere usikre. Først i de senere
år er det lykkedes at finde løsninger, der både nogenlunde
opfylder brugskriterierne og gør stokkene mere handy.
Stokkens spids er en anden detalje, der er forsøgt udviklet.
Ved brug bliver standardspidsen naturligt slidt og har derfor
let ved at hænge fast og bore sig ned i hver mulig
ujævnhed, hvis den ikke bliver ført helt korrekt. Forskellige
former for klumper og dråber i forskellig udformning,
vægt og materiale blev forsøgt uden de helt store resultater.
Vægtforøgelsen – selv om den jo kun var på få gram –
gjorde teknikken anderledes, og det var ikke nogen fordel,
36