Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

Ud over blindekonsulenten var mobilityinstruktøren ofte
den eneste fagperson, som den nyblinde kom i kontakt
med i den første tid efter synsnedsættelsens indtræden.
Det var ikke mindst tilfældet, når det drejede sig om ældre
senblinde. I hvert fald havde senblindekurser, hvad enten
de var arrangeret af DBS eller af Statens Institut for Blinde
og Svagsynede, langtfra kapacitet til alle. Mobilityinstruktøren
fik i de første undervisningsforløb ret hurtigt spørgsmål,
der ikke kun var rent mobilityfaglige, og de fik øje på
problemer af anden art.
Emner af praktisk art blev mere og mere påtrængende.
Faget ADL, som kort tid senere blev defineret indholdsmæssigt,
trængte sig på. Instruktørerne havde ingen uddannelse
i fagets emner, men enkeltelementer fik de hurtigt kendskab
til i kraft af "sund fornuft" og erfaringsopsamling, så
"gode tips" blev naturligvis givet videre til klienterne, også
dem, der ikke passede ind i en standard mobilityundervisningsplan.
Imidlertid fik mobilityinstruktørerne hurtigt en
følelse af, at de ikke havde tilstrækkeligt med systematiseret
viden på dette område. Instituttet iværksatte derfor i
1974 fireugers ad hoc-kurser i ADL, og i løbet af få år havde
de fleste freelance mobilityinstruktører et fastere grundlag
for at give denne undervisning, som oftest i forbindelse
med mobilityundervisningen. I praksis blev lokalinstruktørerne
i løbet af 1970'erne mobility- og ADL-instruktører,
selv om stillingsbetegnelsen i mange år vedblev at være
mobilityinstruktør.
Efter 1980 – og udlægningen
Ved slutningen af 1970'erne var det lykkedes at få dækket
Danmark nogenlunde med mobilityinstruktører. Ganske vist
var nettet meget bredmasket og dermed ganske sårbart, og
det bestod hovedsagelig af et antal enkeltpersoner, der arbejdede
på freelance basis. Blindeinstitutionerne var nogenlunde
forsynede, men her var instruktørerne trods alt
26