Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

Selv om stokketræning/orientering jo var forekommet en
halv snes år før, så var den nye status som fag med nyt navn
og med en regulær instruktøruddannelse en nyskabelse. I
hvert fald følte de nye instruktører sig som en slags pionerer
med den dertil tilhørende smånervøsitet og ønske om
"at gøre det rigtigt".
De første elever, der fik undervisning efter det nye mobilitysystem,
var standardelever, altså de synshandicappede, der
kunne passe ind i systemet. Som oftest var de totalt blinde,
og som oftest var de senblinde. Det gav gode, hurtige og
effektive resultater, og på sin vis kom de til at bevise værdien
af mobility.
Men blinde er ikke standardelever. Det blev hurtigt klart, at
blindfødte og senblinde, svagsynede og blinde, gamle og
unge ikke kunne indpasses i nøjagtigt det samme mønster.
Efterhånden som forskellige mennesker fik undervisning,
måtte systemet modificeres og tilpasses til den enkelte i stedet
for at forsøge at tilpasse den enkelte til systemet. Det
er næppe et pædagogisk columbusæg, men modificering
af elementer er ikke den første prioritet, når der arbejdes
hårdt på at få nye ting til at virke. Der gik dog ikke lang
tid, før instruktørerne begyndte at "snyde" for at opnå
resultater, men "snyd" blev diskuteret kollegialt. Denne
gensidige erfaringsudveksling var en stor støtte, og efterhånden
fik instruktørerne tilstrækkelig selvtillid til at vælge
den bedste metode i stedet for den autoriserede, når tingene
ikke passede sammen.
Eksempelvis begyndte der at komme flere svagsynede som
mobilityelever. Undervisningsresultaterne var sværere at se,
hovedsageligt fordi resultaterne kunne være begrænsede.
Det var ikke umiddelbart logisk, at den samme stokketeknik
plus en delvist brugelig synsrest ikke i højere grad skulle
kunne give en friere og sikrere færdselsevne. Instruktørerne
havde ikke en standardmetode her.
20