Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

En opsummering af mobilityundervisningen i 1980'erne har
visse overordnede punkter, selv om der naturligvis ikke er
markante skillelinjer til de tilgrænsende perioder. Overordnet
kom der i perioden en udvidelse af mulighederne for
undervisning og en bedre dækning på landsplan.
Blindeinstitutionerne havde i det forudgående tiår etableret
sig mobilitymæssigt. De havde opbygget et system og
selv om både kvantitet og kvalitet kunne tåle et ekstra trin,
var der et grundlag at bygge på. Faglig udvikling er vel
betegnende for perioden. Inspirationen og innovationen
var kommet fra udlandet, især fra de engelsktalende lande.
Det gik efterhånden op for mobilityfaggrupperne, at man
ikke havde grund til mindreværdsfølelse over for udlandet.
Måske var de danske instruktører i mindre grad de specialuddannede,
akademiske eksperter, som de førende talsmænd
var i deres respektive lande. Men Danmark havde
bredden. Intet andet land havde en bredere dækning,
og Danmark var efterhånden stort set i stand til at tilbyde
mobilityundervisning til alle ansøgere.
Synscentralernes opkomst gav en gradvis udvidelse af
undervisningstilbud til de synshandicappede, hvilket især
var værdifuldt for gruppen af nyblinde. Det var især de
ældre, der fik gjort brug af de nye muligheder, efterhånden
som der kom skred i synscentralernes opbygning, ikke
mindst fordi undervisning og vejledning kunne ske lokalt.
Mobility var en særdeles vigtig ingrediens, hvilket ikke var
unaturligt, da de første medarbejdere på synscentralerne
oftest var mobilityinstruktører, der for flertallets vedkommende
var de forhenværende freelance instruktører.
Efterhånden som synscentralerne etablerede sig fastere
med hensyn til opbygning og arbejdsområde, gik medarbejderbetegnelsen
mange steder fra mobilityinstruktør til synskonsulent
(for voksne). At denne varedeklaration kom til at
passe bedre for indholdet, indebar dog ikke nødvendigvis
31