Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

lidt i deres overvejelser, og den blindes aktive bearbejdning
af ETA’ens output har været betragtet som sekundær. En
grundlæggende forståelse for mobility har underligt nok
ikke været betragtet som en forudsætning for at arbejde
praktisk med sagen. At design var et væsentligt element,
strejfede heller ikke opfindernes tanker i væsentlig grad.
Den anden store hindring for udnyttelsen har været en
mangel på undervisning for praktisk udnyttelse af de trods
alt brugbare eksemplarer af ETA. Mobility er tilstrækkelig
kompliceret i sig selv uden et til tider omfattende ekstra
input af informationer til bearbejdning. Præsentation af
elektroniske hjælpemidler har meget ofte begrænset sig til
en 5 minutters forevisning, hvis overhovedet nogen. Tillige
er det desuden væsentligt, at de fleste instruktører ikke har
gennemgået nogen personlig uddannelse i anvendelsen.
Det svarer noget kringlet sagt til, at en person har læst en
bog om mobility og brugt en lang stok en halv time for dernæst
at forvente, at han er kapabel til at undervise i mobility.
Hvis den samme undervisning efterfølgende tilbydes den
blinde bruger, er det næppe forventeligt, at han bliver
i stand til at udnytte en ETA.
Den tredje hurdle for udbredelsen af elektroniske mobilityhjælpemidler
har været prisen. De ETA’er, som er kommet
ud over prototypestadiet, har været skuffende for de producenter,
som er gået ind i fremstillingen. Typisk har prisen
ligget mellem 5.000 og 10.000 kroner, hvilket har forhindret
selvbetaling i de fleste lande. Hvor produkterne – teoretisk
– har kunnet bevilges som hjælpemidler, har det krævet
stor indsats og ofte særlige begrundelser i ansøgningsfasen.
Forunderligt, at f. eks. førerhunden, der i omkostninger ligger
10 til 20 gange højere alt efter typen af ETA, sjældent
giver problemer i ansøgningsfasen.
De simpleste elektroniske mobilityhjælpemidler, som ovenstående
er omtalt som én gruppe, har generelt været for
40