Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

det, gav vel heller ikke klienterne tiltro til seriøsiteten, og
da kolleger ofte havde minimal tiltro til "spadsereture med
kæmpestokken" som et vigtigt rehabiliteringselement, så er
det bemærkelsesværdigt, at så mange evnede at holde
fanen højt. At de gjorde det på baggrund af en meget lille
mobilityuddannelse (eller ingen!), gør det endnu mere prisværdigt.
Uden ret megen hverken teoretisk eller praktisk
baggrund kan det heller ikke undre, at kvaliteten af deres
undervisning var svingende, men de var med til at bryde
isen for det tøbrud, der var på vej.
Midlands Mobility Center – MMC
Studiebesøg i Amerika havde som sagt været medvirkende
til de første famlende tiltag i Europa. Det studiebesøg, som
kom til at betyde mest – ja, faktisk alt – for den europæiske
mobilityudvikling, foretoges først i tresserne. Walther
Thornton sad i ledelsen for St. Dunstans, den britiske organisation
for krigsblinde. Han var selv blevet totalt blind
under krigen. Under et besøg hos kolleger i Amerika kom
han, vist nok ret tilfældigt, i kontakt med mobilityfolkene
og blev så interesseret, at han ønskede at få undervisning.
Han udtaler selv, at det var noget af en åbenbaring. Da han
igen var i England, havde han kraft og initiativ til at etablere
Midlands Mobility Center i Birmingham, som uddannelsessted
for mobilityinstruktører. St. Dunstans havde startpengene.
Walther Thornton havde politikken og energien.
Idéen var, at hvert county (amt) skulle kunne ansætte en
mobilityinstruktør, samt at skoler og institutioner for synshandicappede
ligeledes skulle udstyres med sådanne.
I 1966 kunne Midlands Mobility Center begynde at uddanne
instruktører. Ekspertisen kom fra USA, idet Stanley Suterko
blev ansat i startperioden. Han var en af de unge løver fra
det første amerikanske uddannelseskursus på Hines-centeret.
Hans erfaring med undervisning af både blinde og
instruktører var betydelig. Kombinationen af Thorntons
13